GRIBSKOV: Trine Egetved (K) som både er byrådsmedlem og medlem af Udvalget for Skole, Børn og Familie i Gribskov Kommune har stillet forslag om at få undersøgt kommunens sagsbehandlingsprocesser på det specialiserede børneområde. Forslaget kommer på baggrund af en rapport fra januar lavet af Borgerrådgiveren, der bl.a. viser, at mange af de borgere, der har haft sagsbehandlingsforløb, ikke har tillid til den enkelte sagsbehandler. Det skriver sn.dk.
Rapporten, som DK Nyt tidligere har omtalt, viser blandt andet, at borgere tillægger den enkelte sagsbehandler et motiv om, at sagsbehandleren ønsker at skade personen/familien, og at borgernes mulighed for at få berettiget hjælp reduceres pga. apati overfor sagsbehandlingen.
Et andet kritikpunkt er, at børnehandicapområdet er underbemandet og har lange ventetider, da der er en stigning i antal ansøgninger om handicapkompenserende ydelser herunder tabt arbejdsfortjeneste.
Under mandagens møde i Økonomiudvalget blev udvalget informeret om hvilke tiltag, der allerede nu er trådt i kraft og om, hvad der skal ske i fremtiden på det specialiserede børneområde.
I referatet anerkender udvalget, at udfordringerne i sagsbehandlingen er alvorlige: "Udfordringerne i sagsbehandlingen er blevet alvorlige i takt med, at der de seneste år er sket en stigning i antallet af nye underretninger om mistrivsel hos børn og unge, og antallet af nye sager på det sociale børne- og ungeområde er steget fra gennemsnitligt 12 nye sager pr. måned i 2020 til 21 pr. måned i 2022."
På nuværende tidspunkt er der ansat flere vikarer, der skal udføre børnefaglige undersøgelser og vikarer, der skal dække stillinger mens de er i opslag. Derudover er der ansat fem nye rådgivere og flere koordinatorerer, der skal holde øje med, at sagsbehandlingerne foregår efter bogen.
Behov for flere tiltag
Selvom der allerede nu er sat ind på det specialiserede børneområde, mener Trine Egetved ikke, at kommunen alene kan rette op på de ærgerlige konklusioner, som årsberetningen viste. Hun mener, at der er brug for udefrakommende ekspertisehjælp. Derfor har hun altså nu stillet forslag om, at der skal foretages en ekstern undersøgelse af sagsbehandlingen.
– Vi har fået en ny centerchef, og han har sat nogle ting i gang, blandt andet, at VISO (red. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation) skal indover og kigge på noget med sagsbehandlingens kvalitet og fagligheden i den. Og forvaltningen får også et nyt sagsstyringssystem, så der er jo blevet sat mange ting i gang. Men jeg tror stadig, at der er brug for nogle øjne udefra, der kan pege på, hvor vi gør noget forkert. Jeg tror omvendt ikke på, at kommunen kan undersøge sig selv og rette op på alting indefra, siger hun til sn.dk.
Økonomiudvalget har på mandagens møde overdraget sagen til Udvalget for Skole, Børn og Familie, hvor Trine Egetved også er medlem, der nu skal kigge nærmere på, hvordan den eksterne undersøgelse kan se ud.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.