KOLDING: Et ægtepar i Kolding må gerne videresende et videoklip med overvågning fra deres hjem til kommunen. Det fremgår af et svar fra justitsminister Nick Hækkerup (S) til Folketingets Retsudvalg.
Efter Datatilsynets opfattelse går ægteparrets interesse i det konkrete tilfælde forud for hjemmehjælperens grundlæggende rettigheder, som ellers følger af reglerne om beskyttelse af personoplysninger. Det fremgår af ministerens svar til retsudvalget.
Spørgsmålet opstod på baggrund af en konkret sag fra Kolding, hvor en mand siden foråret har videoovervåget hjemmehjælpere, der er kommet i ægteparrets hjem for at tage sig af mandens plejekrævende hustru. Manden påbegyndte overvågningen - og gjorde efterfølgende opmærksom på det med et skilt på hoveddøren, fordi han var utilfreds med hjemmeplejen.
Datatilsynet kan ikke "give tilladelse"
Ægteparret vil gerne have politikernes holdning til en video, som manden mener, viser groft omsorgssvigt af kvinden. Men det bremsede seniorudvalgsformand Søren Rasmussen (DF) ved at bede ægteparret om en skriftlig ”godkendelse” fra Datatilsynet, efter forvaltningen havde sået tvivl om, hvorvidt parret lovligt kunne videresende videoen til kommunen. Det skriver JydskeVestkysten.
Datatilsynet kan dog hverken give tilladelse til eller godkende, at videooptagelsen bliver videregivet, fremgår det af justitsministerens svar til retsudvalget. Til gengæld kan tilsynet vurdere den konkrete sag i forhold til de gældende regler på området. Og det har det altså gjort.
Datatilsynet vurderer således, at overvågningen er omfattet af reglerne i databeskyttelsesforordningen, fordi hjemmet må opfattes som en arbejdsplads. Derfor kræver viderebringelse af videoklippet dels en legitim interesse fra parret, dels en afvejning af hensynet til den hjemmehjælper, som optræder i videoen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.