800.000 kr. for at hjælpe fire nydanskere igennem et antiradikaliseringsforløb i Odense Kommune. 957.000 kr. for at indrullere fem traumatiserede flygtninge eller indvandrere i et internt praktikforløb i Københavns Kommune.
I Københavns Kommune havde man et mål om at få 30 borgere igennem projektet og at udvikle metoder til at integrere dem på arbejdsmarkedet, men ingen af delene lykkedes, skriver Kristeligt Dagblad. I Odense Kommune var man også langt fra målsætningen. Problemet var, at man ikke havde 'tilstrækkelige sager til at afprøve konceptet'.
En af de største afdækninger af integrationsprojekter til dato viser, at eksemplerne fra Odense og København ikke er enestående. Via en aktindsigt hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration under Udlændinge- og Integrationsministeriet har Kristeligt Dagblad fået adgang til en lang række evalueringsrapporter for integrationsprojekter støttet af satspuljemidler. Satspuljen er statsligt finansieret, og hvert år uddeles der satspuljemidler til sociale projekter.
En optælling viser, at kun 13 af de undersøgte 48 integrationsprojekter har opfyldt de mål, som de selv har opstillet. 29 har ikke opfyldt målene, og de resterende 6 projekter har ikke angivet, om de har opfyldt målene fuldstændig. Det er projektmagerne selv, der har konkluderet, at de for flertallets vedkommende ikke har indfriet målene.
Der er tale om projekter for mere end 32 mio. kr.. Projekterne er løbet fra 2011 til 2017. Det er overraskende, at så stor en del af projekterne ikke har kunnet nå deres mål, mener eksperter. En af dem er seniorforsker Iben Bolvig, der blandt andet forsker i effekten af integrationsindsatser ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd:
- Det kan godt overraske mig, at de aktører, der er tættest på brugerne og udvikler projektet, ikke har bedre styr på eksempelvis at få fat i deres målgruppe. Så er projektet jo slået fejl fra starten. Jeg tror, at alle vil finde det utilfredsstillende, at så få projekter når deres mål, siger Iben Bolvig, der peger på flere grunde til, at det kan være svært at få integrationsprojekter til at lykkes. Dels kan det være svært at vurdere, hvor mange flygtninge der kommer til landet, og hvor stor målgruppen er. Dels kan reformer på forskellige områder også betyde noget for, hvor stor målgruppen er.
- Men når det er sagt, så er det dårligt forarbejde, hvis man skyder meget langt forbi i forhold til målgruppen, siger Iben Bolvig.
Også Jacob Nielsen Arendt, forskningsleder ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, undrer sig over, at så få af projekterne har nået deres mål. Han forsker i indvandring og arbejdsmarked.
- Det er tit svære målgrupper at arbejde med, men så burde målene sættes derefter, for de har selv været inde over og været med til at evaluere. Generelt om satspulje-projekter kan man sige, at det virker noget tilfældigt, hvordan målene og ambitionerne sættes op. Det er måske heller ikke altid hensigtsmæssigt, at de, der får pengene og sætter målene, skal forsøge at evaluere dem, siger Jacob Nielsen Arendt.
Læs mere på k.dk
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.