Red Barnet har netop lanceret et læringsforløb, der er rettet mod elever i klasser, hvor der går børn med flygtningebaggrund. Formålet er at styrke børnenes trivsel og livsduelighed, så de kan lære og udvikle sig i Danmark, og materialet er gratis og kan bruges af skoler over hele landet.
I forvejen er flere end 350 lærere og pædagoger i 26 kommuner landet over er i gang med et uddannelsesforløb, som skal gøre dem i stand til bedre at tackle de særlige problemstillinger, som præger børn, der har været på flugt.
Forløbet hører ligesom elevforløbet under Red Barnets indsats ’Fra flugt til skolegang’ og er blevet aktualiseret, efter at afghanske børn og familier blev evakueret i august og nu er i gang med en hverdag i Danmark.
Mangler at få de sidste med
Det øger behovet for at opkvalificere fagpersoner, for samtidig sender et stigende antal kommuner nytilkomne børn direkte ud i de almindelige klasser i stedet for i modtageklasser.
- Børnene er blandt de mest sårbare i danske skoleklasser. Det er en kompleks opgave at sikre deres trivsel og læring, og derfor kræver det, at fagfolkene er klædt ordentligt på til det. Vi mangler stadig at få de sidste kommuner og skoler med, hvis vi skal sikre, at alle børn kommer så hurtigt og godt ind i fællesskaberne som muligt, siger Red Barnets stedfortrædende generalsekretær Janne Tynell.
Red Barnet har tidligere fået foretaget en undersøgelse, der viser, at børn med flygtningebaggrund har et stort behov for psykosocial støtte i skolen. Mange af børnene føler sig ensomme og har svært ved at blive en del af børnefællesskabet i og uden for skolen, og det skyldes blandt andet sproglige barrierer og oplevelser med at have været på flugt.
Fakta om ’Fra flugt til skolegang’
Indsatsen blev lanceret i 2018 og løber frem til udgangen af 2022 med støtte fra Egmont Fonden og Novo Nordisk Fonden.
- ’Fra flugt til skolegang’ tilbyder psykosocial støtte til nytilkomne børn med flygtningebaggrund i grundskolen.
- Red Barnet tilbyder uddannelse af lærere og pædagoger, der styrker deres relationskompetence og gør dem i stand til at tackle de specifikke problemstillinger, som præger børn, der har været på flugt.
- En central del af indsatsen består af læringsforløbet ’Dig og Mig’, som styrker klassens fællesskab og børnenes modstands- og handlekraft.
- Forældre til børn med flygtningebaggrund tilbydes også workshops som en del af indsatsen.
- I samarbejde med Professionshøjskolen Absalon er der udviklet og gennemført et specialiseringsmodul om børn med flygtningebaggrund til lærer- og pædagoguddannelsen.
Læs mere om ’Fra flugt til skolegang’ her.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.