
FOLKETINGET: Skal bosteder have mulighed for at løse døren for udadreagerende mennesker? Det spørgsmål har været omdrejningspunktet den senere tid, hvor sager om aflåsning på blandt andet et bosted i Middelfart har fyldt i medierne.
I maj besøgte daværende børne- og socialminister Mai Mercado (K) og retsordfører Trine Bramsen (S) institutionen, hvor Trine Bramsen før valget sagde, at partiet hurtigst muligt ville kigge på mulighederne for, at institutioner som den i Middelfart kan få dispensation til at låse dørene for særligt udadreagerende beboere.
Det har Mai Mercado i denne uge holdt partiets social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) oppe på, da hun bad om hendes holdning til spørgsmålet. På institutionsbesøget tilbage i maj beskyldte Mai Mercado Socialdemokratiet for at sige én ting til pressen og en anden ved forhandlingsbordet.
- Den konkrete sag, der danner grundlag, er meget trist. Jeg forstår godt de pårørendes reaktion. Vi er lige så optagede af at finde en løsning i dag som før valget. I den konkrete sag er der tale om at låse en voksen inde, altså frihedsberøvelse uden dom. Den dobbelthed skal en løsning selvfølgelig rumme, sagde hun i Folketingssalen som svar til Mercado.
Drøftelser i næste måned
Astrid Krag garanterer, at der arbejdes på en løsning, men siger, at det ikke er så enkelt, fordi det kræver en lovændring, og at hun vil lave en grundig, gennemarbejdet og holdbar løsning, når det handler om den type af magtanvendelse.
Således fortsatte uenighederne i salen, da Mercado vedholdende spurgte, hvorfor der så ikke stod noget i regeringens lovkatalog, hvornår hun har tænkt sig at indkalde til forhandlinger, og hvorfor partiet ikke prioriterer en løsning nu, hvor de ikke længere er i opposition.
Svaret var, at ministeren går videre med problemet og kommer med lovforslag ved næste møde i socialudvalget, og derefter indkalder partierne til drøftelser.
- Hvis løsningen lå lige for, går jeg ud fra, at den tidligere minister havde fundet den i foråret. Det er et stort problem og dilemma, og jeg er lige så utålmodig som spørgeren, sagde Krag.
- Middelfart kunne indtil december sidste år låse døren til en beboers lejlighed på et bosted, men så kom der nye regler, og kommunen blev nødt til at lade døren være ulåst.
- Det var til frustration for både familie og ansatte på bostedet.
- Kort tid efter fik bostedet et påbud på grund af faren ved beboeren, når døren var ulåst.
- Senere i forløbet foretog kommunen en juridisk revurdering af indespærringen, hvor der ikke var belæg for at fortsætte indgrebet.
Kilde: Fyens.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.