Manglende hjemmel til overvågning kan føre til bølge af døgnanbringelser

I 2015 slog en landsretsdom fast, at kommunerne ikke lovligt kan udmåle hjælpetimer til overvågning efter servicelovens § 95, stk. 3. Forældre og pårørende – som indtil da, havde fået hjælp døgnet rundt til at passe deres unge voksne hjemme – kan ikke længere få hjælp i de mange timer, hvor den unge ikke nødvendigvis skal have aktiv hjælp, men blot overvåges.

Vi taler primært om unge - men også en gruppe voksne - som typisk har så svære fysiske og kognitive handicap, at de har brug for hjælp til alt – også til overvågning, når de sover, ser tv eller laver andre ting, som ikke kræver aktiv hjælp. Men fordi de pludselig kan få et livstruende epileptisk anfald, vejrtræknings- og synkeproblemer eller andet, som kræver øjebliklig indgriben, skal de observeres døgnet rundt.

Men loven er, som loven er. Konsekvensen er, at kommunerne ikke lovligt kan yde hjælp til overvågning – og derfor ser vi lige nu, at kommunerne over en kam genåbner stort set alle sager om hjælp efter § 95, stk.3. Resultatet er, at de familier, som tidligere fik hjælp i måske 70-90 timer om ugen, pludselig får hjælpen reduceret til 30-37 timer.

Umenneskelige valg
Alene i Spastikerforeningen er der aktuelt 15-17 sager, som er under genbehandling – og de sager, Ankestyrelsen allerede har afgjort, har borgerne tabt. Overvågningstimerne frakendes, og i stedet henvises til døgnanbringelse. Og det til trods for, at det langt fra er alle døgntilbud, som også kan tilbyde døgnovervågning. Derfor kan det relevante døgntilbud ligge i en helt anden landsdel og langt fra familie og venner. Men loven er, som loven er.

Alle ved godt, at det er fuldstændig umuligt at passe mennesker med så svære handicap hjemme, med kun 35-37 timers hjælp om ugen. Derfor bliver det umenneskelige valg for de familier, som havner i denne situation, enten at slide sig selv sønder og sammen i et forsøg på at klare den alligevel – eller at kaste håndklædet i ringen og føle sig tvunget til at acceptere en døgnanbringelse. Vi frygter en systematisk geninstitutionalisering.

Nogle af de unge, vi taler om, har så svære handicap, at de lever på lånt tid. De bliver næppe 25 eller 30 år. For dem er en flytning helt meningsløs. Men bortset fra denne særlige gruppe, så skal den unge selvfølgelig – før eller siden – flytte for sig selv. Men hvornår den unge er klar til at flytte, er helt individuelt – og det er de ikke nødvendigvis, når de fylder 18 år. Nogle er 21, mens andre måske bliver 25 eller 30, før de er klar til at flytte i egen bolig. Mentalt og udviklingsmæssigt er rigtig mange af disse børn væsentligt yngre, end deres fysiske alder.

Ikke værdigt
Vi får at vide, at der ikke er penge til at ’genindføre’ den praksis, vi kendte fra før landsretsdommen. Vi forstår nok ikke helt, hvordan der kunne være penge før dommen, men ikke efter dommen – og vi forstår slet ikke, hvordan der kan være penge til institutionsanbringelse, men ikke til pasning i forældrenes eller eget hjem? Men hvis penge er problemet, så er det nu, hvor satspulje- og finanslovsforhandlingerne går i gang, der skal smedes.

Efter vores opfattelse overses mennesker, som har så svære handicap, at de ikke kan administrere en personlig hjælpeordning (BPA). De får ikke hjælp til et selvstændigt liv på egne præmisser. Deres konventionssikrede ret til selv at vælge hvordan og med hvem, de vil bo, er sat fuldstændig ud af kraft.

Det er hverken rimeligt eller værdigt, at denne lille gruppe, skal tvinges på institution. Derfor er vores opfordring til det politiske system: Find en løsning, som sikrer, at kommunen ikke tjener på at sende mennesker på institution, men garanterer, at også unge og voksne med svære handicap og et massivt hjælpebehov kan få tilstrækkelig hjælp til at leve et liv, hvor de selv bestemmer.

Lone Møller, landsformand i Spastikerforeningen,
Lone Nørager Kristensen, landsformand i Epilepsiforeningen og Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund