I udsatte familier er den mentale sundhed blandt forældre og børn markant lavere end i befolkningen som helhed. Det viser resultaterne fra en ny stor rapport fra Røde Kors baseret på svar fra forældre, der modtog julehjælp af Røde Kors sidste år.
Ifølge undersøgelsen er 61 pct. af forældrene i risiko for depression eller stress. Til sammenligning er 13 pct. i risiko for depression eller stressbelastning blandt en bredere målgruppe af mødre til småbørn.
47 pct. af forældrene oplever svær ensomhed. Til sammenligning gælder det 12 pct. af befolkningen som helhed. Forældrene, som deltager i undersøgelsen, har dermed dårligere mental sundhed end personer med kronisk eller langvarig sygdom og oplever mere ensomhed end 16-24-årige kvinder, der ellers er den mest ensomme aldersgruppe i befolkningen.
Hos børnene udviser 29 pct. tegn på mistrivsel, mens det samme gælder for omkring 10 pct. af danske børn generelt.
Må låne eller undvære computer
Også familiernes økonomiske afsavn er ifølge den nye undersøgelse markant højere end antaget. Hele 70 procent af de adspurgte forældre i undersøgelsen svarer, at de dagligt eller flere gange om ugen bekymrer sig over familiens økonomi. Og for at få pengene til at række, må mange af dem træffe vigtige valg om, hvad der skal købes, og hvad de må undvære at købe.
Fx viser tallene, at kun 32 pct. af børnene mellem 14-17 år, som kommer fra en familie i udsat position, har egen computer. Det betyder, at hele 68 pct. ikke har og derfor er nødsaget til at låne en computer fra skolen eller helt at undvære.
Også medicin kan være svært at få råd til for disse familier. Mere end halvdelen af de adspurgte forældre, nemlig 53 procent, svarer i undersøgelsen, at de har undladt at købe lægeordineret medicin. Tidligere undersøgelser har vist, at dette gælder for 15 pct. af økonomisk fattige i Danmark og 29 pct. af modtagere af det midlertidige børnetilskud.
- Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.891 forældre, der modtog julehjælp af Røde Kors i december 2021 og 15 kvalitative interviews.
- Røde Kors uddeler julehjælp til omkring 15.000 økonomisk trængte familier årligt.
- Julehjælpsmodtagerne falder inden for gruppen af udsatte familier på centrale socioøkonomiske parametre, hvorfor resultaterne forventes at være repræsentative for en stor del af udsatte familier i Danmark.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.