
I disse coronatider prioriterer kommuner anderledes, end de ville gøre under normale omstændigheder, og følgerne af coronavirussets udbredelse kan for alvor mærkes i det kommunale. I weekenden konstaterede Nyborg et tilfælde af corona blandt kommunens administrative ansatte, mens Faaborg-Midtfyn konstaterede et tilfælde hos en borger.
Når coronavirusset rammer, går det hårdest ud over svækkede personer og ældre, men de bliver ikke længere kun ramt, hvis virusset når frem til dem. Tre kommuner, Aarhus, Vejle og Middelfart, har valgt at suspendere rengøringen hos ældre som forebyggende tiltag for at mindske smitterisikoen og for at fokusere på de allermest svækkede ældre.
- Vores medarbejdere kommer hos utroligt mange borgere og kan på den måde enten let blive smittet eller bære smitte med sig, som kan påvirke ældre borgere. Derfor står vi med et valg, hvor vi bliver nødt til at sikre, at vi kan opretholde et beredskab med så mange raske medarbejdere som muligt til den vigtige situation, vi står i lige nu, siger direktør Hosea Dutshcke, Sundhed & Omsorg i Aarhus Kommune, hvor det drejer sig om cirka 3.000 borgere, der er visiteret til at modtage rengøringshjælp.
Samtidig suspenderer Aarhus Kommune midlertidigt klippekortsordningen. I Middelfart vil der heller ikke være hjælp at hente fra det offentlige i form af rengøring de næste 14 dage. Flere kommuner beretter om, at det kan blive et nødvendigt tiltag i løbet af den kommende tid.
- Det sker for at sikre den størst mulige, raske medarbejderreserve i tilfælde af det værst tænkelige scenarie, siger borgmester Johannes Lundsfryd (S) til Fyens Stiftstidende.
I Vejle kommer det til at berøre cirka 750 borgere fra 16. marts og foreløbigt frem til 1. april.
Når man ikke bare kan blive hjemme
Samtidig risikerer socialt udsatte borgere disse dage at gå forgæves, fordi flere varmestuer og væresteder på Sjælland og Fyn samt i hovedstadsområdet også på grund af smitterisikoen har besluttet at lukke. På Facebook skriver social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), at hun beder kommuner være opmærksomme på den særlige udsathed blandt hjemløse, stofmisbrugere og brugere af væresteder.
- Der er oprettet nødherberg i København for at sikre en seng at sove i - med behørig afstand mellem sengene. Og i de andre store byer er der også tiltag og opmærksomhed rettet mod de mest udsatte, skriver hun i et opslag.
I Frederikssund Kommune har Fonden Novavi, som er leverandør af alkohol- og stofbehandling, for eksempel tilpasset sit tilbud, så der kun vil være et 'nødberedskab' til stede. Det skal sørge for, at kommende patientaftaler i de næste 14 dage bliver kontaktet og får en ny aftale. Nødberedskabet vil være tilgængeligt via et videokonferencesystem og på telefon, ligeledes vil læger. Akutte patienter modtages og behandles som normalt, og antabusudlevering sker fortsat i åbningstiden.
Det sker ud fra hensynet om på den ene side af fortsat at være tilgængelige og på den anden side sikre, at der bliver passet på socialt udsatte borgere i forhold til smitte.
Kommunal hjælp til sygehuse
Samtidig er flere kommuner som Haderslev, Thisted og Kerteminde ved at forebrede sig på at tage i mod patienter, der kommer hjem før tid på grund af coronapatienter, hvis det bliver tilfældet. Det gør de ved at gøre sengepladser klar på aflastnings- og akutpladser rundt omkring, for eksempel på rehabiliteringscentre.
- Vi har ikke fået nogen endnu. Men vi har et beredskab klar, hvis sygehuset har behov for at flytte nogle patienter ud i det kommunale. Vi arbejder på det fra time til time, siger leder af rehabiliteringscenter Munkebo i Kerteminde til Fyens Stiftstidende.
I Thisted har man ryddet et afsnit med ni værelser med midlertidige pladser og akutpladser på et plejecenter, så de står klar, hvis sygehusene bliver overfyldt.
- Vi har jo ikke kommunale senge stående, så det er begrænset, hvad vi har af plads. Men vi havde mulighed for at rømme et afsnit med ni værelser i afdelingen med akutpladser og midlertidige pladser på Kristianslyst, hvor vi har i alt 20 pladser af den type. Der var nogle borgere, vi har kunnet flytte til andre pladser, siger Tue von Påhlman, social- og sundhedsdirektør i Thisted Kommune og formand for sundhedsberedskabsledelsen til Nordjyske.
Sand, de hjemløses organisation, opdaterer løbende her. Det samme gør Social- og Indenrigsministeriet her.
OPDATERET kl. 19: Også Vejle har meddelt, at kommunen skærer i rengøringen. Dette er derfor tilføjet til artiklen.
OPDATERET mandag 16. marts kl. 09.15: Tidligere fremgik det af artiklen, at en kommunal direktør i Kolding pt. skulle være i hjemmekarantæne. Denne oplysning er ikke korrekt, og den er derfor slettet fra artiklen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.