
FOLKETINGET: Ifølge sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er det ikke hensigtsmæssigt, at Sundhedsstyrelsen udbyder uddannelsen til de kommunale alkoholbehandlere, og derfor mener hun, at den skal flyttes til en anerkendt uddannelsesinstitution.
Derfor skal det afdækkes, om der kan etableres en egentlig efteruddannelse i alkoholbehandling via en uddannelsesinstitution, siger hun under behandlingen af et beslutningsforslag stillet af SF og Enhedslisten.
De to partier foreslog ellers at indføre en autorisationsordning, sådan at de behandlere, der tager uddannelsen, får udstedt en autorisation. Den ville så kunne fremvises på forespørgsel til både myndigheder og borgere, og den skulle være et krav for at fungere som alkoholbehandler. Partierne stillede i alt tre forslag til forbedring af den kommunale alkoholbehandling.
'Ved at sikre, at behandlere er autoriserede, forventes kvalitet og ensartethed i behandlingen', lyder det fra SF og Enhedslisten i forslaget om autorisation.
På nuværende tidspunkt afholder Sundhedsstyrelsen 80 pct. af udgifterne til en uddannelse i offentlig ambulant alkoholbehandling, som uddannelsen hedder. Den koster 92.725 kr. pr. deltager og udbydes i dag af Center for Offentlig kompetenceudvikling i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.
Men sundhedsministeren mener ikke, at uddannelsen overhovedet skal fortsætte med at ligge under Sundhedsstyrelsen. Den vil skulle være en overbygning på de typiske uddannelser, som alkoholbehandlere har som for eksempel sygeplejerske- eller pædagoguddannelsen, og derfor skal den ligge på en almindelig uddannelsesinstitution, lyder argumentet.
- Det er jo ikke der, vi normalt organiserer uddannelse og efteruddannelse. Vi mener, at vi skal normalisere alkoholbehandleruddannelsen ved at uddannelsen bliver placeret på en anerkendt uddannelsesinstitution, siger hun.
I Danmark
- 140.000 er afhængige af alkohol
- 585.000 har et forbrug af alkohol, der skader deres helbred fysisk og/eller mentalt
- 860.000 mennesker drikker mere end højrisikogrænsen: 14 genstande om ugen for kvinder og 21 for mænd
- 200 sygdomme er direkte relateret til et stort alkoholforbrug
- 325.000 ekstra sygefraværsdage følger af alkoholproblemer
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.