FOLKETINGET: Syge borgere skal kun i ressourceforløb, hvis det giver mening. Det er et bredt flertal i Folketinget enige om og har torsdag vedtaget et lovforslag, der præciserer reglerne om førtidspension og ressourceforløb, oplyser Beskæftigelsesministeriet.
Med de nye regler er det præciseret, at kommunerne i nogle tilfælde godt kan give borgere en førtidspension, uden at borgerne først har været i ressourceforløb. Det er også gjort klart, at det er en forudsætning for at iværksætte ressourceforløb, at kommunerne kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgerne kan udvikle arbejdsevnen.
Flere kommuner har netop været i tvivl om, hvilke krav der skal opfyldes, for at kommunerne kan tilkende borgere en førtidspension. Det fremgik af en evaluering, der kom tidligere på året, og som danner baggrund for lovforslaget.
- Jeg er glad for, at vi nu gør det helt klart, at ressourceforløb skal give mening. Kommunerne skal kun igangsætte ressourceforløb, hvis de kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgerne kan udvikle arbejdsevnen. Nogle mennesker har været sendt i ressourceforløb, hvor der på forhånd ikke er noget perspektiv. Og hvis der ikke er nogen muligheder for udvikling, så skal man have en førtidspension, uden at man først skal gennem alle mulige indsatser, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
- Arbejdet stopper ikke her. Den samlede evaluering af hele reformområdet peger på flere udfordringer, og jeg vurderer, at der er behov for yderligere ændringer. Det handler først og fremmest om ressourceforløbene, hvor kommunerne ikke er gode nok til at give borgerne en indsats.
Beskæftigelsesministeren har indkaldt 19 centrale organisationer på området til et dialogmøde den 12. juni om den samlede evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob. Dernæst indkaldes forligskredsen til videre drøftelser og efterfølgende forhandlinger.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.