
Hvis julen har føltes dyr i år, så kan det ikke tilskrives prisstigningerne.
Priserne på tjenester, som udgøres af bl.a. husleje, tandlæge, transport- og kulturtjenester, forsikringer og bankgebyrer steg med 1,0 pct. i december i forhold til samme måned sidste år. Det er den laveste årlige stigning i tjenestepriserne i over 50 år. Den lave stigning skyldes bl.a. lave prisændringer på mobiltjenester (som følge af nedsættelsen af prisen på roaming), charterrejser og huslejer. Det samlede forbrugerprisindeks steg 0,5 pct. i december i forhold til samme måned sidste år. I november var den årlige stigning i det samlede forbrugerprisindeks 0,4 pct. I forhold til sidste måned har højere årlige prisændringer på bl.a. benzin og diesel samt gas og fyringsolie trukket årsstigningen i forbrugerprisindekset op.
Nu nærmer vi os snart en opgørelse af betalingsbalanceoverskuddet for hele året 2016. Det går ganske fremragende, om end man må forvente et lidt mindre overskud i 2016, end det man så i 2015.
Ser man på balancen for de første 11 måneder af året, kan man konstatere, at overskuddet i 2016 var på 146 mia. kr. mod 172 mia. kr. i 2015.
Så alt peger på, et ganske fint resultat også i 2016. Der er godt nok tale om et fald, men fra et højt niveau.
For i 2015 svarede Danmarks overskud på betalingsbalancen til 9,2 pct. af BNP, hvilket er et af OECD's højeste betalingsbalanceoverskud i forhold til BNP. Kun Schweiz og Irland havde i 2015 et højere overskud. Vores største handelspartner Tyskland havde et overskud på 8,5 pct., mens EU under ét havde et mere beskedent overskud på 1,3 pct. af BNP i 2015. USA har siden 2013 haft et underskud på omkring 2 pct. af BNP. Det store overskud på betalingsbalancen har bidraget til, at Danmark i dag har betydelige nettoaktiver over for udlandet (nettoformuen) og modtager afkast fra udlandet. Det er også et udtryk for, at opsparingen i Danmark overstiger investeringerne.
Man kan byde os meget, men at tage bilen fra folk betragtes som en forbrydelse. Så overlades det politikerne at løse de medfølgende trængselsproblemer.
Aldrig har så mange danskere købt ny bil som i 2016, idet der blev solgt 222.500 nye personbiler i 2016. Det er 8 pct. flere end i 2015. Både i husholdningerne og i erhververne købte flere biler. Tilgangen til husholdningerne var med 130.600 biler 6 pct. højere end i 2015, mens tilgangen til erhvervene med 91.900 biler lå 10 pct. højere. 95.100 af de nye biler blev leaset i 2016 mod 78.900 i 2015. Det svarer til en stigning på 21 pct. fra 2015. Leasingandelen steg dermed fra 38 pct. i 2015 til 43 pct. i 2016.
Som noget af det første vi fik at vide i det nye år, var, at antallet af tvangsauktioner steg i julemåneden, men stigningen har ikke kunnet ændre på den faldende trend, som vi har kunnet konstatere siden 2011.
I december blev der bekendtgjort 256 tvangsauktioner mod 246 måneden før, når der korrigeres for normale sæsonudsving. I perioden oktober-december 2016 var der 698 tvangsauktioner mod 637 i juli-september 2016, hvilket er en stigning på 10 pct.
Med opgørelsen af konkurser i december 2016, kunne man også komme med en årsopgørelse. Den viser at der var næsten 2.400 konkurser, hvilket var en stigning på 18 pct. i forhold til 2015. Hvis konkurserne i nulvirksomhederne lægges til, var der i alt 6.700 konkurser i 2016. Konkurserne i 2016 resulterede i 11.400 tabte fuldtidsjob (job omregnet til fuld tid) mod 9.800 i 2015.
Hvis man ønsker at tage temperaturen på det aktuelt økonomiske klima, er boligpriserne en udmærket indikator.
Fra september til oktober 2016 steg boligpriserne på landsplan 1,4 pct. for ejerlejligheder og 0,7 pct. for enfamiliehuse. Hvis man sammenholder gennemsnittet for perioden august-oktober med de foregående tre måneder maj-juli, så var prisudviklingen uændret for både ejerlejligheder og enfamiliehuse.
Noget tyder hermed på, at dampen delvist er gået ud af boligmarkedet.
På årsbasis er priserne begyndt blive noget mindre end set tidligere, men alligevel væsentlig over den generelle inflation. Prisen på ejerlejligheder lå i perioden august-oktober 6,9 pct. højere end samme periode året før. Prisen på enfamiliehuse steg i samme periode med 3,6 pct.
Arbejdsløsheden er stadig relativ lav i Danmark, om end man så en lille stigning i november 2016. For i november steg bruttoledigheden med 1.100 fuldtidspersoner fra 112.100 til 113.200. Men ledighedsprocenten lå fortsat uændret på 4,2 pct. i forhold til arbejdsstyrken.
Der er derfor begyndt at opstå flaskehalse i rekrutteringen af arbejdskraft til industrien. Det skyldes, at der i en længere periode (ja, lige siden 2009) er sket en vedvarende stigning i industriproduktionen.
Den samlede industriproduktion gik 6,6 pct. frem i november. Denne stigning kommer efter en fremgang på 5,7 pct. i oktober og en nedgang på 7,1 pct. i september. Ses der på udviklingen for de seneste seks måneder, faldt produktionen 2,2 pct. i september-november i forhold til juni-august.
Konjunkturbarometeret for industri december 2016, indikerer, at stigningen i industriproduktionen kan forventes at fortsætte de kommende måneder, idet virksomhedernes produktionsforventninger steg betydeligt i december.
Preben Etwil, Chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Udvalgt og kommenteret for 'egen regning'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.