ODENSE / KØGE: Med et nyt partnerskab i Odense "Virksomheder viser vejen" vil kommunen på én gang lette virksomheders mulighed for at få nye medarbejdere og samtidig få flere ledige i job, oplyser kommunen. Der bliver bla tilknyttet en fast konsulent til hver virksomhed for at sikre dialog og dermed gøre det lettere for virksomheden at sluse nye medarbejdere ind.
I Køge Kommune skal projektet "Tættere på job" teste en metode til at få flere langtidsledige i job ved bl.a. at klæde virksomhederne bedre på til samarbejdet ved at give dem viden om inklusion på arbejdespladsen, oplyser kommunen.
- Mange virksomheder oplever store rekrutteringsudfordringer, og samtidig har vi en større gruppe udenfor arbejdsmarkedet, som vi ser et stort potentiale i. Med indsatsen kan vi vise dem, at der er en plads i arbejdslivet til dem, også hvis det er på nogle lidt andre præmisser, siger formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Mette Wigand Bode (V), som også er formand for Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd.
I opstartsfasen vil der være en mentor til stede på Køge-virksomhederne. Projektet løber her til slutningen af november.
Odense-partnerskabet
I Odense er tale om aktivitetsparate og borgere i ressourceforløb - herunder kvinder med ikke-vestlig baggrund, der efter en kort introduktion kommer i virksomhedspraktik i mindre grupper i op til tre måneder. Introduktionen på to gang to timer laves specifikt til den enkelte virksomhed. Den første aftale er lavet med det private Milling Hotels, der har fem hoteller i byen, og de første seks deltagere er igang med introduktion forud for praktikken.
Det er kommunens jobcenter, der målrettet henviser de ledige efter samarbejde med virksomheden fx om en detaljeret jobbeskrivelse. Kommunen sørger for afklaring, og for at kandidaterne er så motiverede som muligt.
- Vi har mange små og mellemstore virksomheder i Odense, som gerne vil tage et socialt ansvar og tilbyde praktik til dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. Men som måske kan have svært ved at løfte opgaven selv. Derfor vil vi nu fjerne al bøvlet for dem, så de kan koncentrere sig om at drive virksomhed, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V).
Med praktikperioden lærer virksomheden de ledige at kende og slipper dermed for en lang rekrutteringsproces, når der skal fastansættes nye medarbejdere. Det er noget af det, som rådmanden betegner som "bøvl" for virksomhederne.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.