Det var forkert, da Ankestyrelsen afviste at behandle en klage fra en hjemløs, der var blevet bortvist fra et forsorgshjem. Det udtaler ombudsmanden nu på baggrund af en henvendelse fra De hjemløses Landsorganisation (Sand).
Den hjemløse var blevet bortvist, fordi han efter personalets opfattelse havde optrådt truende over for en anden beboer og ikke havde rettet sig efter personalets anvisninger.
Borgeren klagede over bortvisningen til Ankestyrelsen, der afslog at kigge på sagen, fordi den ikke mente at kunne tage stilling til bortvisninger, der bunder i overtrædelser af forsorgshjemmenes ordensregler.
Efter Ankestyrelsens opfattelse giver serviceloven kun styrelsen mulighed for at behandle klager over bortvisninger, der begrundes med, at borgeren ikke længere er i målgruppen for den pågældende boform.
Tolker for snævert
Men det er ombudsmanden ikke enig i.
”Ankestyrelsen tolker efter min opfattelse lovteksten for snævert. Formålet med bestemmelsen om klageadgang var ifølge forarbejderne at styrke borgerens retssikkerhed, og jeg mener ikke, at serviceloven kun giver styrelsen mulighed for at kigge på klager over udskrivninger fra en boform, der skyldes en målgruppevurdering," udtaler ombudsmand Niels Fenger.
"Det er derfor min opfattelse, at styrelsen skulle have behandlet klagen fra den hjemløse borger. Det kan have store konsekvenser for en hjemløs at blive bortvist fra et forsorgshjem, og det er derfor et centralt hensyn, at den slags beslutninger kan blive efterprøvet,” fortsætter han.
Ombudsmanden henstiller til, at Ankestyrelsen genoptager borgerens klagesag, og at Ankestyrelsen også genovervejer en principmeddelelse, som styrelsen har udstedt om, at der ikke er klageadgang ved bortvisning, der skyldes overtrædelse af ordensregler.
Om ophold på forsorgshjem
Det fremgår af servicelovens § 110, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.
Optagelse kan ske ved egen henvendelse til boformen eller ved henvisning fra offentlige myndigheder, jf. § 110, stk. 2. Det er lederen af boformen, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning, jf. § 110, stk. 3.
Afgørelser, der træffes af lederen af boformen efter bl.a. § 110, stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det følger af servicelovens § 166, stk. 2.
Ombudsmandens udtalelse kan læses her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.