SKANDERBORG: Mølleskolen og Skanderborg Kommune har begået væsentlige fejl i sagen om fire drenge fra Mølleskolen i Ry, der kastede en molotovcocktail mod en femte dreng, slår ombudsmanden fast. Fejlene knytter sig til blandt andet offentlighedslovens regler om notat- og journaliseringspligt og til servicelovens regler om underretningspligt.
Mølleskolen har nemlig ikke haft generelle retningslinjer for, hvornår og hvordan ledere og medarbejdere skulle udarbejde et notat i konkrete sammenhæng, og det betyder, at medarbejderne har anvendt forskellige metoder, fx egne kinabøger. Skolen har heller ikke haft ensartet praksis for, hvordan ansatte skulle håndtere at underrette den sociale forvaltning, når der opstod problemadfærd blandt skolens elever.
Formålet med notatpligt og journalisering er fx, at myndigheden kan sikre nødvendig dokumentation i de enkelte sager. Dermed melder ombudsmanden sig enig i en tidligere rapport om kommunen og skolens praksis på området foretaget af Kromann Reumert.
Borgmesteren beklager fejlene
Der findes flere tilfælde, hvor medarbejdere kan huske konkrete episoder og den nærmere håndtering - men hvor Mølleskolen ikke kan dokumentere det ved skriftligt materiale. Kommunen har også haft med to anonyme forældrehenvendelser at gøre, hvor forklaringen er, at de må være blevet makuleret ved en fejl. Myndighederne har ifølge ombudsmandens materiale kendskab til syv ud af ni hændelser, som borgerne henvendte sig til ombudsmanden med. Men fordi det skriftlige materiale om hændelserne mangler, kan forvaltningen ikke vurdere dem.
- Ombudsmandens redegørelse er ikke til at tage fejl af. Notat- og underretningspligten er ikke overholdt i en række konkrete tilfælde på Mølleskolen, og det beklager vi meget, siger borgmester Jørgen Gaarde (S).
Ifølge ombudsmanden er det ikke til at sige, hvorvidt episoden med de fire drenge kunne være undgået, hvis skolen og kommunen havde levet op til sine forpligtigelser - 'men efter min opfattelse ville korrekt efterlevelse - alt andet lige - have været egnet til at medvirke til at undgå det', konkluderer han.
'Sagen er imidlertid efter min opfattelse et eksempel på, at korrekt efterlevelse af blandt andet regler om notat- og journaliseringspligt kan være meget vigtigt i forhold til netop at understøtte en løsnings- og udviklingsorienteret tilgang til håndtering af konflikter eller udfordringer med den enkelte elev', skriver ombudsmanden.
Han har underret Undervisningsministeret og KL om sin redegørelse, fordi der kan være tale om principielle problemer.
1.000 medarbejdere uddannet i notatpligt
Skanderborg Kommune har igangsat et større undervisningsforløb for mere end 1.000 lærere, pædagoger og skoleledere, oplyser kommunen. I samarbejde med de lokale afdelinger af Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen og advokatfirmaet Kromann Reumert, der stod for den eksterne undersøgelse, har fagsekretariatet udviklet et fælles undervisningsforløb, der sætter fokus på notatpligt, underretningspligt og journalisering i folkeskolen.
- Vi har bredt indsatsen ud til alle skoler, fordi vi i kølvandet af Ry-sagen så, at udfordringen med fuldt ud at leve op til de forvaltningsmæssige regler ikke kun gjorde sig gældende på Mølleskolen. Samtidig henvendte flere skoler sig for at være helt sikre på, at de var tilstrækkeligt godt klædt på til at overholde reglerne, fortæller børn- og ungechef Søren Aalund.
Undervisningsmaterialet indeholder blandt andet en gennemgang af reglerne, og der bliver stiller skarpt på forholdet mellem pædagogisk praksis og afgørelsessager, underretningspligt, notatpligt og reglerne for skolers journaliseringspligt. Der er introduktion til centrale it-systemer, som understøtter det forvaltningsmæssige arbejde på skolerne samt konkrete videoguides som fx 'Hvordan laver jeg en underretning?' og 'Hvor og hvordan kan jeg lave notater?' oplyser kommunen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.