
Anbragte børn og unge har krav på ordentlig skolegang. Det betyder bl.a., at opholdssteder uden en såkaldt intern skole ikke må varetage undervisningen af disse børn, konstaterer ombudsmanden efter en undersøgelse, der tog afsæt i en sag om en 14-årig pige, der i en periode havde modtaget forskellige former for undervisning i et opholdssted uden intern skole. Undervisningen var bl.a. beskrevet som 'enkeltmandsundervisning' og 'hjemme/privat-undervisning'.
På den baggrund rejste ombudsmanden i november 2017 en generel sag over for Undervisningsministeriet for at afklare retsgrundlaget for undervisning i opholdssteder og døgninstitutioner uden intern skole.
Efter at have modtaget Undervisningsministeriets udtalelse konstaterer ombudsmanden nu, at folkeskolelovgivningen ikke giver anbringelsessteder uden intern skole mulighed for at varetage undervisningen af børn og unge.
Anbragte børn, der bor på et opholdssted uden intern skole, skal således i stedet gå i f.eks. en intern skole på et andet opholdssted eller i en folkeskole, herunder i en specialklasse eller en specialskole.
- Der har været tvivl om, hvilke regler der gælder for undervisning i anbringelsessteder uden intern skole. Det er nu slået fast, at kommuner ikke kan lade disse anbringelsessteder undervise børn og unge, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Han forventer, at sagen vil bidrage til at sikre, at anbragte børn og unge får den undervisning, som de har ret til.
Ombudsmanden har bedt Undervisningsministeriet oplyse, om der efter ministeriets opfattelse er behov for at gøre landets kommuner opmærksomme på, at der ikke i folkeskolelovgivningen er hjemmel til at lade anbringelsessteder uden intern skole varetage undervisningen af anbragte børn og unge.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.