
Natten til mandag fik knap 60.000 ansøgere besked om, at de er blevet optaget på en videregående uddannelse.
Nu viser fordelingen af optag, at antallet af nye studerende på landets velfærdsuddannelser er faldet med fire procent. Det skriver Danske Professionshøjskoler i en pressemeddelelse.
Færre danskere ønsker altså fortsat at være sygeplejerske, lærer, pædagog eller socialrådgiver til trods for regeringens reform af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser fra foråret, som betyder, at staten investerer knap to mia. kr. i uddannelserne.
Bag det samlede fald på fire procent gemmer sig et fald i optaget på én procent på pædagoguddannelsen siden 2024, mens det for sygeplejerskeuddannelsen er et fald på otte procent. For uddannelserne til lærer og socialrådgiver er faldet i optaget på tre procent siden 2024.
Fortsat fald kritiseres
Formand for pædagogernes fagforening Bupl, Elisa Rimpler, ser kritisk på udviklingen i antallet af optag på pædagoguddannelsen. Hun påpeger, at pædagoguddannelserne samlet har oplevet et fald i optag på 32 procent de sidste 10 år.
- I BUPL har vi i mange år kæmpet for, at politikerne skulle gøre pædagoguddannelsen til et mere attraktivt valg for de unge. Det har betydet, at en styrket pædagoguddannelse er på vej, og at pædagogernes historiske lønløft slår fuldt igennem ved årsskiftet. Men der kan gå år, før vi ser effekterne af det i de unges uddannelsesvalg og endnu flere år, før det kan mærkes ude hos børnene, siger hun.
Faldet vækker også bekymring i Dansk Sygeplejeråd (DSR), da der i fremtiden bliver behov for flere sygeplejersker:
- Hver gang der er en tom stol på sygeplejerskeuddannelsen, betyder det, at der er en sygeplejerske mindre om 3,5 år, fire eller fem år, siger forperson Dorthe Boe Danbjørg til DR.
Peger på reformen som løsning
Det fortsat faldende antal optag på velfærdsuddannelserne ærger ligeledes Camilla Wang, forperson for Danske Professionshøjskoler. Hun peger dog på reformen som en kommende løsning:
- Det sætter blot en tyk streg under vigtigheden af den nylige reform af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser, der vil styrke uddannelsernes kvalitet og gøre dem mere attraktive for kommende studerende.
Med reformen får sygeplejerske-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne tilført 210 mio. kr. årligt fra 2025, stigende til 320 mio. kr. i 2029.
Samtidig oprettes nye merituddannelser til sygeplejersker og socialrådgivere.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.