Mange ledere i daginstitutioner oplever, at børn begynder tidligere i institution, efter at nye regler for barselsorlov er trådt i kraft. Det viser en ny undersøgelse blandt medlemmer af fagforeningen Bupl, der repræsenterer pædagoger.
Konkret svarer 57 procent af lederne blandt Bupl's medlemmer, at børnene er blevet yngre. Bupl oplyser ikke tal, der konkret viser en udvikling i børnenes alder, når de bliver indskrevet i en daginstitution.
Fagforeningen har dog spurgt lederne, om de ser flere babyer, der er mellem seks og otte måneder gamle, når de første gang skal passes af pædagoger. Her svarer 34 procent ja. Samtidig svarer 44 procent, at de ser flere børn i alderen 9 til 11 måneder.
En konsekvens
Det kan lægge pres på pædagogerne, fordi det er en mere krævende opgave at passe helt små børn, lyder det fra Bupl. De nye regler for barsel trådte i kraft i sommeren 2022. Lovændringen betyder, at 11 ugers barsel er øremærket til fædre og medmødre.
Fortalere har kaldt den nye lov for et vigtigt skridt mod mere ligestilling på arbejdsmarkedet. Omvendt har kritikere peget på, at barnet får kortere tid sammen med sine forældre, hvis de grundet de nye regler samlet set tager mindre barsel.
En opgørelse fra ATP, der udbetaler barselsdagpenge, viste i sommeren 2023, at fædre og medmødre i gennemsnit er på barsel to og en halv uger længere efter de nye regler. Den gennemsnitlige samlede barsel er til gengæld blevet en uge kortere. Den nye undersøgelse fra Bupl tyder på, at konsekvensen er yngre børn i daginstitutionerne.
Større krav til pædagoger
Hvad det betyder for børnenes udvikling, ved man endnu ikke meget om. Det siger Katrine Isabella Wendelboe, der er psykolog og postdoc på Københavns Universitet. Her forsker hun blandt andet i relationen mellem små børn og deres omsorgsgivere.
- Den her situation er stadig ret ny i en dansk kontekst. Det er sjældent, at børn på seks måneder kommer i institution. Derfor har vi heller ikke særligt meget viden om, hvad det får af betydning for dem.
- Men vi ved, at helt små børn stiller andre krav til deres omsorgsgivere, end de lidt ældre børn, der er omkring et år gamle. Et barn på seks måneder er ikke begyndt at bruge ord, og det kan ikke på samme måde bevæge sig til og fra de voksne, siger psykologen.
Det gør det sværere for barnet at kommunikere direkte om sine behov. Samtidig har en baby på seks måneder ikke lige så mange erfaringer med sociale relationer, som de ældre børn.
- Det stiller større krav til den voksne, som skal være meget nærværende og bruge tid på at sætte sig ind i, hvordan det lille barn har det, siger Katrine Isabella Wendelboe.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.