
AARHUS: 25 lokale aktører i Aarhus er gået sammen om at sætte fokus på Housing First og hjælpe flere aarhusianere fra hjemløshed til en god hverdag i egen bolig. Partnerskabet består af både sociale aktører, boligforeninger, civilsamfundsorganisationer, fonde, virksomheder og kommunen. Målet er at sikre byens hjemløse en tryg vej ud af hjemløshed, hvor egen bolig, social støtte og fællesskaber går hånd i hånd. Det oplyser kommunen.
Partnerskabet vil have fokus på at sikre flere billige boliger og alternative boligløsninger samt at skabe gode overgange til hverdagen i egen bolig og åbne døre til byens fællesskaber. I pressemeddelelsen pointeres der, at hjemløse aarhusianere er lige så forskellige som alle andre, og derfor er det vigtigt at hjælpen passer til det enkelte menneske og starter der, hvor den hjemløse er.
Antal hjemløse halveret
I Aarhus har man med arbejdet med Housing First næsten halveret antallet af hjemløse unge på tre år.
- Med partnerskabet slår vi fast, at Aarhus er en af de mest ambitiøse og progressive byer på hjemløseområdet. Vi vil sikre, at der er en vej ud af hjemløshed for alle. Vejen kan se forskellig ud. For nogle kan det endda være svært at se, at den er der. Derfor rykker vi nu endnu tættere sammen på tværs af aktører og endnu tættere på den enkelte hjemløse for at sikre en sammenhængende støtte, der passer til den enkelte, siger Anders Winnerskjold (S), social- og beskæftigelsesrådmand.
Christiansborg vil i den kommende uge behandle ny lovgivning, som giver kommunerne bedre muligheder for at hjælpe flere fra midlertidige ophold på forsorgshjem til at kunne bo og trives i egen bolig.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.