HØRSHOLM: På plejehjemmet Breelteparken i Hørsholm fik en borger gigtmedicin dagligt i stedet for ugentligt over en periode på 10 dage. Beboeren blev indlagt på hospitalet den 12. februar og afgik ved døden fem dage senere, oplyser Hørsholm Kommune.
Sagen får institutionen til at foretage en minutiøs analyse af medicinhåndteringen på stedet.
- Det er en ulykkelig sag, som vi aldrig ønsker gentager sig, siger Peter Orebo Hansen, direktør for Social, Sundhed og Arbejdsmarked.
- Vort fælles fokus er, at beboere og pårørende skal kunne føle sig helt trygge. Derfor arbejder Hørsholm Kommune og Breelteparken tæt sammen om at analysere forløbet og indføre de rette procedurer for medicinhåndtering.
Breelteparken har med øjeblikkelig virkning sat forskellige tiltag i gang, der bl.a. omfatter en gennemgang af alle beboeres medicindosering, ligesom der indføres kvalitetssikringstiltag for medarbejdere, der har med medicinhåndtering at gøre.
En såkaldt kerneårsagsanalyse skal afdække, hvad årsagerne til fejlen er. Samtidig vil analysen udpege nødvendige tiltag, der skal iværksættes for at forhindre, at lignende hændelser kan opstå fremover.
Alle plejecentre og hjemmeplejen er allerede informeret om hændelsen og vil også blive informeret om resultaterne af kerneårsagsanalysen med henblik på implementering af handleplaner for en optimal medicinhåndtering. Analysen forventes at være gennemført om ca. fire uger.
I 2016 konstaterede embedslægen fejl på Breelteparken, der kunne have konsekvenser for patientsikkerheden. Det skriver Frederiksborg Amts Avis. Embedslægen tog således stikprøver hos tre borgere på hvert af de tre plejehjem, som fik tilsynsbesøg. På Breelteparken fandt embedslægen fejl på medicinområdet, som blandt andet bestod i, at der i to tilfælde var uoverensstemmelse med antallet af doserede tabletter og medicinskemaet, at der i et tilfælde manglede en borgers medicin i beholdning, og at der i to tilfælde ikke var overensstemmelse mellem et medicinpræparats aktuelle handelsnavn og det, der stod opgivet på medicinskemaet.
Formanden for Social- og Seniorudvalget Thorkild Gruelund (K) kaldte dengang tilsynets fund for 'skønhedsfejl'.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.