SJÆLLAND: Plejehjemsbeboere i Region Sjælland er i vid udstrækning medicineret forkert. Det viser en række projekter med medicingennemgange, som Region Sjælland har gennemført, og som ifølge regionens sundhedsfaglige chef, Preben Cramon, er overførbare på resten af landet, blandt andet fordi lægerne ordinerer medicin ud fra samme retningslinjer. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Fejl- og overmedicinering blandt ældre er et hyppigt beskrevet problem, men alligevel kommer flere af resultaterne bag på ham:
- Jeg blev overrasket over, at hver eneste patient, der blev gennemgået, var i antidepressiv behandling. Der bør jo ikke være lighedstegn mellem ensomhed og alderssvækkelse og så depression. Det viser, at der er sket et indikationsskred, siger han.
Hos Ældre Sagen peger chefkonsulent Margrethe Kähler på, at rygradsløsningen ofte er medicinsk, når plejehjemsbeboere har et problem:
- I mange tilfælde giver man medicin for hurtigt, hvor man i stedet kunne sætte ind med andre ting, for eksempel sociale og pædagogiske tiltag ved depressionslignende tilstande, hvor de ældre savner nogen at tale med og meningsfuld beskæftigelse, siger hun.
Region Sjælland har gennemgået plejehjemsbeboeres medicinering i flere projekter i de seneste år. De nyeste resultater, der i dag offentliggøres i Danske Regioners analysemagasin Regio, svarer til de tidligere og stammer fra gennemgange af pilleæskerne for 260 borgere på plejehjem i Kalundborg og på Lolland.
En idé at stoppe?
Kun borgere, som får seks forskellige typer medicin eller mere, er med i undersøgelsen. Resultatet viser, at der i snit burde ændres mere end to ting i medicineringen for hver enkelt borger. Ændringsforslagene gjaldt mange forhold fra at sløjfe præparater til at justere i dosis, skifte én medicin ud med en anden eller tilføje ny medicin.
- Smertebehandling og antidepressiv behandling var to områder, hvor mange fik justeret deres medicin, siger Mikala Holt Havndrup, regional lægemiddelkonsulent og projektleder.
- Nogle gange var det for eksempel ikke længere nødvendigt, at en borger fik så meget af et præparat, han eller hun havde startet behandlingen med måske i forbindelse med en indlæggelse. I virkeligheden skal man altid for hvert eneste præparat, man giver, spørge sig selv: Hvorfor får patienten det her, hvornår startede det, har borgeren glæde af det, og bør man prøve at lave et forsøg med at stoppe, siger hun.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.