KØBENHAVN: I en omfattende sag om socialt bedrageri har Københavns Politi i denne uge anholdt en formodet hovedmand. Ifølge TV2 sigtes manden for i 93 tilfælde at have udstedt falske lønsedler til udenlandske personer, selv om de ikke havde arbejdet.
Lønsedlerne skal de mange udlændinge have brugt til at svindle sig til en lang række sociale ydelser.
- Det kan være barselspenge, det kan være understøttelse. Måske kan man uretmæssigt få tilbagebetalt skat. Og det kan ikke udelukkes, at man også kan få opholdstilladelse i landet på et falsk grundlag, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz fra afdelingen for økonomisk kriminalitet til TV2.
Politiet påbegyndte sin efterforskning efter en henvendelse fra Skat og anslår, at der er tale om svindel for 'et betydeligt beløb'.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) siger, at der kan være behov for at skærpe indsatsen for at bremse de såkaldte stråmandsvirksomheder.
- Vi ser hele tiden på, om vi kan skrue mere op for kontrollen med den her type virksomheder, siger ministeren til TV2.
Ifølge Jyllands-Posten viser en opgørelse fra KL, at borgere i Danmark årligt snyder sig til offentlige ydelser for 300 mio. kr. Det er vel at mærke kun det tal, kommunerne opdager, at der bliver snydt for. Det reelle tal er formentlig langt højere.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.