Den voksende bryllupsturisme i flere af landets kommuner finansieres af et stigende antal ægteskaber mellem udlændinge. Ægteskaber som Europol advarer om udnyttes til kriminalitet. Det skriver Berlingske.
Sidste år blev 10.437 udenlandske par viet i 10 danske kommuner. Kun 3280 danske par blev i 2006 viet i de samme kommuner. Det er en fordobling af de udenlandske vielser på ti år. Alene på Ærø er vielseskontoret gået fra at vie 125 udenlandske par i 2006 til i år at vie cirka 4600 udenlandske par.
Europol advarer ifølge Berlingske om, at sådanne giftermål i stigende grad udnyttes til kriminalitet, hvor organiserede kriminelle arrangerer proformabryllupper mellem kvindelige EU-borgere og mænd uden for EU.
Ægteskabet kan nemlig være en billet til opholdstilladelse i EU, hvis man som ikke EU-borger fra for eksempel Pakistan eller Nigeria bliver gift med en EU-borger fra for eksempel Bulgarien, Letland eller Slovakiet.
Ifølge Europol er proformavielserne i stigende grad knyttet til menneskehandel.
Høj Cameroun-andel
Organiserede kriminelle rekrutterer især fattige kvinder fra Østeuropa og gifter dem med ikke EU-borgere. Herefter bliver kvinden eksempelvis udnyttet til prostitution.
Til Berlingske bekræfter Rigspolitiet, at dansk politi har fået 'konkrete henvendelser' om disse proformaægteskaber. Og derfor har Rigspolitiet iværksat en undersøgelse af fænomenet.
Problemet for politiet er ifølge vicepolitiinspektør Lars Mortensen, at der ikke er en central registrering af udenlandske ægteskaber i Danmark. Desuden går sagsbehandlingen i de danske kommuner meget hurtigt.
Berlingske har søgt aktindsigt i udenlandske vielser i 10 danske kommuner for at få overblik over de udenlandske vielser.
Ud af Sønderborgs 997 udenlandske vielser sidste år var 164 af de viede eksempelvis fra Cameroun. Til sammenligning havde Langeland 804 udenlandske vielser sidste år. Her var kun fem fra Cameroun.
Dokumentfalsk på Bornholm
I Tønder er det ikke borgmesterens opfattelse, at vielserne blot indgås proforma. De udenlandske par tiltrækkes af de små hyggelige byer og af, at vi i Danmark ikke har samme strikse krav som eksempelvis Tyskland om fremvisning af original fødselsattest etc. forud for vielsen, skriver Jyllands-Posten:
- Det er bestemt ikke mit indtryk, at der er tale om proformaægteskaber. De udenlandske bryllupspar, jeg møder her i Tønder, har typisk familie med, de køber blomster og er ude at spise, siger Henrik Frandsen (V), der peger på, at kommunen gør meget for at kontrollere papirerne og arbejder sammen med politiet, hvis man får mistanke om snyd. Samme melding kommer fra borgmester Erik Lauritzen (S), Sønderborg.
I en nyere sag fra Bornholm er to indiske mænd blevet dømt for i adskillige tilfælde at have begået dokumentfalsk og arrangeret proformaægteskaber. Derfor hilser borgmester Winni Grosbøll (S) ifølge Jyllands-Posten nye regler velkommen, hvis de kan lette arbejdet med at minimere risikoen for proformaægteskaber.
Hun siger til avisen, at 'vores administrative medarbejdere har et meget stort arbejde med at gennemtjekke de her papirer, og vi har ingen interesse i at hjælpe menneskesmuglere eller medvirke til proformaægteskaber, der blot skal føre til opholdstilladelser'.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.