SJÆLLAND: En psykisk syg person springer op. Råber højlydt og vælter møblerne. Alene med en medarbejder som ikke kan slå alarm eller råbe om hjælp. For de sidder i et lydtæt rum.
En psykotisk mand - tidligere dømt for manddrab, farer pludselig mod en medarbejder som er nødsaget til at sidde med ryggen til ham på grund af indretningen.
Det er situationer som disse, Arbejdstilsynet har slået hårdt ned på, med to strakspåbud i januar og februar. Altså forhold, som psykiatrisygehuset straks skulle få styr på. Det skriver DR Sjælland.
Det manglede bare, siger Næstformand i sjællandskredsen af Dansk Sygeplejeråd, Ulla Birk Johansen:
- Det er jo slet ikke i orden, at medarbejdere har været udsat for den risiko og fare, så jeg synes det er fint, at Arbejdstilsynet laver de her påbud, siger hun til DR Sjælland.
Strakspåbuddene er givet, fordi medarbejdere har arbejdet alene i situationer, hvor Arbejdstilsynet mener, at deres sikkerhed er truet. For eksempel, når en psykisk syg person modtages direkte fra gaden. Men også i situationer, hvor en medarbejder på en afdeling kaldes til en anden afdeling - og efterlader en kollega alene med patienterne.
Mest moderne
Psykiatrisygehuset har efterkommet strakspåbuddene. Blandt andet ved at indsætte en vagt og ved at åbne op mellem afdelinger.
Men psykiatridirektør Michael Werchmeister kalder det en 'kampagne' fra Arbejdstilsynets side, hvor fokus er alenearbejde på sygehusene. Regionen har nu sat advokat på sagerne, for at efterprøve om påbuddene er i orden.
- Så om det er rimeligt eller ej, vil jeg vente med at kommentere, til jeg ved, hvad advokaten siger, siger han til DR Sjælland.
Psykiatrisygehuset i Slagelse betegnes som Danmarks mest moderne psykiatrisygehus. Sygehuset huser blandt andet Danmarks mest sikrede afdeling, Sikringen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.