
Kommunaldirektører har i forvejen guldrandede forhold. Derfor er der ingen grund til at belønne de kommunale topchefer med millionstore fratrædelseshonorarer. Sådan lyder det fra kommunaldirektør i Rebild Kommune, Jes Lunde.
- Vi får rigeligt, os der sidder øverst i pyramiden. Jeg synes personligt, at vi som kommunaldirektører får for meget i løn, siger Jes Lunde til DR i kølvandet på DR-dokumentaren ‘De dyre direktører’.
Jes Lunde fik jobbet i 2012 på en åremålskontrakt, der udløber ved årsskiftet. På trods af at han har forlænget sin ansættelse med endnu tre et halvt år, så får han snart udbetalt et større fratrædelseshonorar. Et beløb, der i åremålskontrakterne er tænkt som kompensation i tilfælde af ledighed. I flere kommuner udbetales beløbet, selv om topcheferne forlænger ansættelserne.
- Hvis meningen med det er i tilfælde af ledighed, så er jeg enig i, at det er svært at se, hvorfor man skal have noget halvvejs, konstaterer Jes Lunde overfor DR.
KL arbejder nu på yderligere et skridt væk fra fratrædelsesgodtgørelse uden fratrædelse. Det meldte Michael Ziegler (K), formand for KL's Løn- og Personaleudvalg, ud fredag som reaktion på TV2's historie om, at der er udbetalt i alt cirka 220 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse til chefer i kommuner og regioner i løbet af denne valgperiode.
'Der bør ryddes op'
KL går ind til de kommende overenskomstforhandlinger med krav om helt at fjerne muligheden for at få udbetalt delvis fratrædelsesgodtgørelse ved forlængelse af en kontrakt. I 2015 fik KL forhandlet sig frem til, at der ikke udbetales fratrædelsesgodtgørelse til chefer, der får en ny kontrakt eller bliver fastansat. Ifølge KL bør det også gælde, når man forlænger sin kontrakt.
I juni 2015 meldte den tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) ud, at reglerne i staten skulle strammes. Dengang var 1.300 personer i staten ansat på åremålsaftale, som bl.a. sikrede cheferne en betydelig fratrædelsesgodtgørelse. Som en del af de nye overenskomster dengang inden for staten, regionerne og kommunerne afskaffede man muligheden for at indgå nye kontrakter, der kunne give fratrædelsesgodtgørelser, hvis den ansatte fortsatte på ny åremålskontrakt.
Modsat staten, så har kommunerne altså stadig nogle ordninger tilbage, de kan benytte sig af.
Også økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) mener ifølge DR, at der skal ryddes op - og vil bede ministeriets medlem af Kommunernes Lønningsnævn om at have fokus på, at 'der bliver ryddet op i disse bestemmelser'. Også ledende politikere fra S og DF ønsker ordningerne stramet op.
Jes Lundes holdning til høje direktørlønninger bifaldes af byrådsmedlem i Hedensted Torsten S. Petersen (SF), der tweeter, at 'SF er enig med Jes Lunde, og vi håber byrådet vil træffe beslutning om fremover at stoppe med åremålsansættelser'. Netop Hedensted er på DR's liste over 25 kommuner, hvor direktører er blevet i stillingen efter at have fået fratrædelsesgodtgørelse.
Se også indlæg fra chef for de offentlige chefer i Djøf, Henning Thiesen på Agora
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.