dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Regeringens reformer kan ikke løse rekrutteringskrise, siger økonomer

2030-planen vil ikke skaffe flere sygeplejersker, sosuer og pædagoger, lyder kritikken fra en række økonomer.

Flere økonomer kritiserer regeringens 2030-plan for ikke at tage de rette værktøjer i brug for at skaffe nok sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger til velfærdssektoren, skriver Dagbladet Information.

Kritikken kommer efter at SVM-regeringen tirsdag løftede sløret for den store 2030-plan. Det er regeringens ambition, at planen skal løse nogle af de store rekrutteringsudfordringer i den offentlige sektor, ved blandt andet at hæve arbejdsudbuddet med 45.000 og ændre i uddannelsessystemet.

Problemet er, at regeringen ikke kommer med tiltag, der er målrettet de specifikke udfordringer og faggrupper, som der er mangel på, lyder det fra Michael Svarer, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet.

- I forhold til de konkrete udfordringer hjælper generelle reformer ikke meget. Skattereformen giver måske 150 ekstra sygeplejersker, hvis man regner på det. Det er et meget groft instrument, som har en meget lille effekt på specifikke områder, siger han til Information.

Michael Svarer peger på lønløftet i den offentlige sektor som den eneste undtagelse. Her vil regeringen bruge cirka tre milliarder kroner på at løfte lønnen for sygeplejersker og andre faggrupper.

Direkte effekt svær at se

Regeringen peger i sin 2030-plan på flere reformer, der øger arbejdsudbuddet alle listet under overskriften "Prioriteringer, der bidrager til flere medarbejdere med de ønskede kompetencer". Herunder oplister regeringen blandt andet den skattereform, der blev præsenteret mandag, kontanthjælpsreformen, reform af SU’en og reformen af kandidatuddannelser.

Bo Sandemann Rasmussen, som er professor i økonomi ved Aarhus Universitet, har svært ved at se en "direkte effekt" af de nævnte tiltag, når det kommer til rekruttering på det offentlige område. Det gælder både, når det kommer til de brede arbejdsudbudsreformer og reformerne på uddannelsesområdet.

- Der er lidt, der peger i en retning, men det er ikke ret præcist, at man adresserer bestemte fagområder, siger Bo Sandemann Rasmussen til Information.

Han bakkes op af Ulrik Beck, som er cheføkonom i Kraka:

- De mange forslag til at øge arbejdsudbuddet rammer meget bredt. Det giver da sikkert nogle med de rette kompetencer. Men det giver også alle mulige andre.

Rigid løndannelse

Bo Sandemann Rasmussen fremhæver, at økonomer helt overordnet vil sige, at hvis der mangler medarbejdere med specifikke kompetencer, er det, fordi forholdene ikke er gode nok. Derfor vil en stor del af det handle om løn- og arbejdsvilkår, som regeringen som nævnt også adresserer ved at ville give et lønløft til visse faggrupper i det offentlige.

- Løndannelsen i den offentlige sektor er som bekendt meget rigid. Så skulle man sige noget i forhold til rekruttering, så er det nok måske på arbejdsvilkårene, at det er nemmest at komme igennem med noget politisk. Men det koster også penge, siger han til Information.

Regeringen skriver i 2030-planen, at den har gennemført og planlagt konkrete tiltag, der bringer den "godt to tredjedele af vejen" mod et øget arbejdsudbud på 45.000 fuldtidspersoner.

Blandt de tiltag, der endnu ikke er vedtaget eller ført ud i livet, er blandt andet en SU-reform, som regeringen forventer vil frigøre 4.600 fuldtidspersoner til arbejdsmarkedet.
Sidst men ikke mindst mener SVM, at der er »potentiale« til at finde hele 12.000 fuldtidspersoner. Den er dog ikke konkret på, hvordan og hvor de skal findes.
Information har bedt om en kommentar til kritikken hos Finansministeriet. Det har ikke været muligt at få en kommentar inden avisens deadline.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.