Prognoser peger på, at Danmark om blot ti år vil mangle 70.000 faglærte. Men samtidig ligger erhvervsuddannelserne så langt fra tusindvis af unge, at de risikerer aldrig at få et svendebrev, advarer Danske Regioner. Det skriver Ugebrevet A4.
Regionerne har identificeret i alt 20 danske byer, hvor over 500 unge mellem 15 og 24 år ikke har mulighed for at tage en teknisk og merkantil erhvervsuddannelse inden for 20 kilometer. Det er skidt for både de unge, yderområderne og virksomhederne.
- Vi oplever allerede nu et stort antal virksomheder, som har vækstpotentiale, men ikke kan finde den arbejdskraft, der er brug for. Det fører til tab af arbejdspladser og i sidste ende affolkning af yderområderne, og her er uddannelse nøglen til at vende udviklingen, siger Jens Stenbæk (V), næstformand i Danske Regioner, til Ugebrevet A4.
Erhvervsskolerne har netop søgt om, hvor de må udbyde de enkelte uddannelser fra august 2017. I Danske Regioner frygter man, at vi i fremtiden vil se større centralisering af erhvervsskolerne. Sådan har tendensen nemlig være de sidste mange år.
- Vi er betænkelige, for hvis vi skal have et Danmark, der hænger sammen og er i balance, er vi nødt til at have den nødvendige arbejdskraft. Det kræver en større spredning af erhvervsuddannelserne, siger Jens Stenbæk.
De vil helst blive boende
Tal fra regionerne viser, at længere afstand til erhvervsskoler hænger sammen med større frafald. Samtidig påpeger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at det især rammer de svageste unge.
- Unge fra ressourcesvage hjem har måske en social og faglig barriere, der skal overvindes først. Centraliserer man yderligere, skaber man også en afstandsmæssig barriere for nogle af eleverne, siger chefanalytiker Mie Dalskov Pihl.
Hvis manglen på faglærte i Danmark skal indhentes, skal man udbyde grundforløb flere steder, mener Ph.d.-studerende Karin Topsø Larsen fra Center for Regional- og Turismeforskning. Samtidig er det vigtigt for bosætningen i yderområderne, at man også finder lokale praktikpladser til de unge.
- De fleste unge, jeg har talt med, vil gerne blive boende, hvor de er vokset op. Men når de er blevet fagligt indlejret og har fundet deres jobprofil, er det praktikkens beliggenhed, der er styrende for, hvor de bor, siger hun til Ugebrevet A4.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.