SLAGELSE: En sag om plejesvigt og krænkelse af to børns menneskerettigheder anlagt mod Slagelse Kommune af to forældre er af byretten i Næstved vurderet principiel og skal nu vurderes af Østre Landsretten. Det skriver Sjællandske Nyheder.
- Hvis mødrene får medhold, så betyder det, at man i fremtiden skal være opmærksom på, at alvorlige sundhedsfaglige fejl, der leder til, at borgere udsættes for umenneskelig behandling eller i værste fald afgår ved døden, kan udgøre en krænkelse af menneskerettighederne. Det vil være nyt inden for dansk retspraksis, siger advokatfuldmægtig Frederikke Danevig Plange, der repræsenterer mødrene til to børn.
Begge børn boede på handicapbostedet Heimdal i Slagelse. Den to-årige Lucas havde lungebetændelse og burde være tilset hver time natten igennem. Alligevel døde han i 2013. Teenagepigen Maigen var i 2020 i livsfare pga forstoppelse efter et medicinskift mod lægens vilje.
Kommunen afventer sagen
De to mødre har forsøgt at få erkendt et ansvar for omsorgssvigt og samtidig fundet det vigtigt, at forsømmelse af den karakter skal medføre konsekvens. Derfor har de lagt sag an mod Slagelse Kommune for overtrædelse af de to børns menneskerettigheder med krav om erstatning på godt 700.000 kroner.
Også Slagelse Kommune hilser ifølge mediet sagens gang velkommen.
- Vi er enige i afgørelsen fra retten i Næstved. Sagen er principiel, og vi er tilfredse at den starter i Østre Landsret, siger Lone Berner Wolff, socialchef i Slagelse Kommune.
Tidligere i sagen har Lone Berner Wolff ifølge Sjællandske Nyheder erkendt, at der skete flere ’fejlskøn’ i sagerne om Maigen og Lucas, mens de boede på Heimdal. Hun er også enig i, at kommunen burde have reageret på de mange klager – også dem, der kom fra forældrene. I dag er der kommet en helt ny ledelse, hvilket har ført til en grundlæggende kulturændring på Heimdal.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.