I december fik Danmark en minister for offentlig innovation. Vi har også et Center for Offentlig Innovation. Med skolereformen i 2013 blev innovation og entreprenørskab et fælles mål i skolen, og innovation er et valgfag i gymnasiet. Og mængden af politiske tiltag og managementbøger, der hylder det innovative menneske, vokser eksplosivt.
Faktisk er tidsånden så innovationsbegejstret, at forskere fra mange lande er gået sammen for at advare mod en overdreven tro på, at arbejdsgange og systemer skal fornys hele tiden.
I den kommende uge holdes i New York konferencen 'The Maintainers' – vedligeholderne – som fokuserer på alle dem, der holder hjulene i gang, drager omsorg for patienter, ældre og børn eller reparerer maskiner.
- Man overvurderer simpelthen innovation og fornyelse. Dels er der en tendens til, at man ser enhver fornyelse som positiv i sig selv, blot fordi den er ny. Dels overvurderer man både i den offentlige debat og i politik den betydning, innovation har for menneskers liv, siger teknologihistoriker Andrew L. Russell, professor ved Suny Polytechnic Institute i New York og en af initiativtagerne til konferencen, til Kristeligt Dagblad.
Beløn dem der holder hjulene i gang
Han minder om, at ethvert menneske bruger en stor del af sin tid på at opretholde sig selv og sine systemer. Spise, sove, hente børn og så videre. Tilsvarende er det vigtigt at forstå, at det samme gælder i alle arbejdsfunktioner. Derfor bør man efter Andrew L. Russells opfattelse holde op med at tale om teknologi og innovation som to sider af samme sag, for derved overser man, hvor vigtig opretholdelse og vedligeholdelse er for enhver teknologi.
Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, mener, at innovationsbegrebet trænger til et kritisk blik:
- Gennem de seneste år er der drevet rovdrift på ordet innovation i en grad, så meningen nærmest har ophævet sig selv. I jobannoncer efterspørger virksomheder og offentlige institutioner hele tiden innovative medarbejdere. Det er typisk også dem, vi som samfund bærer frem, men vi skal også huske at belønne dem, der sørger for at holde hjulene i gang, siger Svend Brinkmann, som mener, der ligger en stor opgave i at vedligeholde og bevare det, vi anser for værdifuldt:
- Vi skal turde være kustoder for de traditioner, vaner og strukturer, der betyder noget for os som mennesker og samfund.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.