
Ressourcemangel, høj arbejdsbyrde og manglende anerkendelse er nogle af de faktorer, der påvirker medarbejdernes trivsel negativt på landets regionale arbejdspladser på hospitaler, bosteder og psykiatriske behandlingssteder.
Det viser forskningsprojektet "Psykisk Arbejdsmiljø på Regionale Arbejdspladser" (PARA), hvor arbejdslivsforskere fra Roskilde Universitet sætter fokus på, hvordan mere og bedre dialog kan fremme trivslen.
- Vores forskningsprojekt viser, at dialoger, som fælles udforskning af problemstillinger, er meget værdifulde, og gør, at medarbejdere og ledere får øje på nye perspektiver og skaber muligheder for handling i et hårdt presset arbejdsmiljø, siger lektor og arbejdslivsforsker Henrik Lambrecht Lund fra Roskilde Universitet.
Forskeren anerkender, at manglende tid til arbejdet er et centralt problem, men han peger også på, at det kan handle om den måde, problemstillinger bliver grebet an:
- Der er ingen tvivl om, at sygehuse og bosteder mangler ressourcer. Det er et vilkår, som skal håndteres. Men vores undersøgelse viser, at man godt kan fremme trivslen ved at fremme samtalen blandt medarbejderne, så de ikke oplever, de står alene med problemerne.
Ikke alene med dilemmaet
Det kan lette presset på den enkelte, hvis man kan tale om paradokser og dilemmaer, fx hvis en sygeplejerske informerer en patient om en aflyst operation, selvom reglerne tilsiger, at det er lægen, der skal gøre det.
- Dette dilemma viser os, at medarbejderne har brug for at tale sammen om det forhold, at de nogle gange gør noget andet end det, som systemet tilsiger, de skal gøre. For at sikre at systemet ikke bryder sammen og for at sikre en anstændig behandling af borgerne. Når de gør det, kan det give en knude i maven, og derfor har de brug for at tale med hinanden om, hvordan de hver især håndterer hverdagens dilemmaer i arbejdet, siger Henrik Lambrecht Lund.
Forskerne kunne se, at strukturerede dialoger om dilemmaer og paradokser giver en "læringsorienteret tilgang", og at den kan være mere befordrende for det psykosociale arbejdsmiljø end det at søge efter løsninger. Ifølge Lambrech Lund kan det nemlig sommetider blot skabe nye dilemmaer og paradokser.
Læs rapporten fra forskningsprojektet her.
Fakta om forskningsprojektet "Psykisk arbejdsmiljø på regionale arbejdspladser" (PARA)
- I forskningsprojektet indgår erfaringer fra udviklingsforløb i 64 enheder, fordelt på otte arbejdspladser i de fem regioner, der har arbejdet ud fra projektets principper og metoder.
- Bag forskningen står forskere fra henholdsvis Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Roskilde Universitet. Også forskere fra Københavns Universitet har deltaget i forskningsprojektet.
- Forskerne fra Roskilde Universitet har undersøgt det psykosociale arbejdsmiljø og gennemført forløb, hvor der bliver afprøvet forskellige dialogiske metoder og værktøjer. Det er alt fra fx yngre læger til socialpædagoger på bosteder og sygeplejersker, der oplever, at arbejdsmiljøet er dårligt, og at de er under et stort pres, hvor forventningerne til dem er svære at indfri.
Projektet er finansieret af Danske Regioner og de faglige organisationer på området (Forhandlingsfællesskabet).
Kilde: Roskilde Universitet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.