Teenagere med voldsomt stofmisbrug, psykiske lidelser eller risiko for selvskade bliver i stigende grad anbragt på en af landets otte sikrede institutioner for kriminelle børn og unge, fordi andre offentlige tilbud ikke kan håndtere dem. På fem år er antallet af sociale anbringelser mere end tredoblet på de sikrede ungdomsinstitutioner, fra 34 personer i 2010 til 114 i 2015. Det viser en opgørelse fra Danske Regioner, skriver Dagbladet Information.
De psykisk sårbare unge, der ikke har begået noget ulovligt, anbringes på afdelinger med varetægtsfængslede og kriminelle, der typisk er dømt for grov vold eller seksuelle overgreb. Det er et råt miljø, som risikerer at skade de ikkekriminelle unge yderligere, mener Ann-Karina Henriksen. Hun har lavet feltarbejde på de sikrede ungdomsinstitutioner og skriver nu postdoc. på Aalborg Universitet om emnet.
- Der er stærkt traumatiserede og psykisk sårbare unge, som efter min bedste vurdering ikke får den rette behandling på de sikrede institutioner. Det ligner mere en form for opbevaring. Personalet er ansat til at tage vare på kriminelle, og det hensyn gennemsyrer pædagogikken, aktiviteterne og indretningen af afdelingerne, siger Ann-Karina Henriksen til Information.
'Må diskuteres samlet'
Hun får opbakning fra overlæge Anne Marie Christensen, som er forkvinde for Børne- og Ungdomspsykiatrisk selskab i Danmark:
- Det er forfærdeligt, hvis der er tale om psykisk syge unge, som anbringes på sikrede institutioner og ikke får den rette hjælp. De hører til på en psykiatrisk afdeling. Når de ikke ender der, tror jeg desværre, det skyldes, at alle andre psykiatriske tilbud er blevet mere trængte.
Også Bedre Psykiatris landsformand, Birgit Elgaard, finder udviklingen kritisabel:
- Det er en falliterklæring at placere psykisk syge børn på sikrede institutioner. De her børn skal selvfølgelig hjælpes og behandles og ikke spærres inde – og slet ikke sammen med hårde krimielle. Hvis kommunerne ikke selv har andre tilbud til dem end indespærring, må de samarbejde med andre kommuner der har, siger hun til Information.
Hos Danske Regioner anerkender formand for regionernes Psykiatri- og Socialudvalg, Charlotte Fischer (R), problemet.
- Det er en svær problemstilling, som jeg tænker, vi vil tage op og diskutere samlet i Danske Regioner, siger hun.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.