En pædagogmedhjælper med et udenlandsk klingende navn følte sig krænket af sin leder ved to episoder. Det førte til en klage ved Ligebehandlingsnævnet, der har afgjort, at arbejdsgiveren ikke har kunnet løfte bevisbyrden for 'i tilstrækkelig grad at have sikret sig et chikanefrit arbejdsmiljø.'
Det betyder, at institutionen har måttet betale en godtgørelse på 5.000 kr. til medhjælperen.
Det fremgår af afgørelsen, at lederen ved den ene episode over for en kollega havde spurgt til pædagogmedhjælperen som ham den 'sorte' eller 'mørke'. Ved den anden episode havde lederen omtalt pædagogmedhjælperen som 'terrorist'.
Lederen, der var blevet ansat nogle år efter medhjælperen, forklarede fra sin side, at udtrykket om hudfarven gik på at kunne beskrive medhjælperen blandt omkring 50 nye kolleger, som lederen endnu ikke kendte ved navn.
Udtrykket 'terrorist' havde lederen brugt, fordi medhjælperen havde forstyrret et møde. Det var humoristisk ment - og på et følgende forsoningsmøde, hvor også tilldsrepræsentanten var med, havde lederen forsikret, at det ikke skulle gentage sig, når nu det kunne opfattes krænkende.
Medhjælperen havde efter episoderne haft det dårligt på sin arbejdsplads og ikke følt sig velkommen længere. Han var ikke enig i, at der bare var tale om lederens humor.
Overordnet har særligt ansvar
Han bad en områdechef i kommunen om et møde, men blev afvist. Områdechefen havde sagt, medhjælperen selv måtte løse konfrontationen med lederen, og at hun ikke kunne hjælpe. Hun tilføjede, at det var hendes opfattelse, at lederen var professionel nok i sit arbejde.
Medhjælperen holdt fast i, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse, klagede til Ligebehandlingsnævnet og ønskede en godtgørelse.
Områdechefen har over for nævnet gjort gældende, at lederens udtalelser kunne opfattes diskriminerende, men at hensigten på ingen måde havde været 'at krænke klagers værdighed eller skabe et nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for ham'.
Det er også blevet pointeret over for lederen, at han skal være opmærksom på ikke at komme med bemærkninger, der kan opfattes som krænkende. Områdechefen mente således ikke, der var tale om chikane.
Ligebehandlingsnævnet har holdt sig til, at arbejsgiveren er forpligtet til 'i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane'.
I nævnets konklusion tæller det ekstra, at udtalelserne kom fra en overordnet. På den baggrund mener nævnet ikke, at arbejdsgiveren har løftet bevisbyrden for i tilstrækkelig grad at have sikret sig et chikanefrit arbejdsmiljø.
Læs afgørelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.