SKANDERBORG: Skanderborg Kommune styrker nu den forebyggende indsats over for småbørn, som har fået en svær start på livet. Projektet 'Godt på vej sammen med forældrene' har netop fået million-støtte fra satspuljen, oplyser kommunen.
Det kan være familier, hvor mor eller far f.eks. rammes af fødselsdepression, alvorlig sygdom i familien eller bliver overrumplet af ansvaret og over den store arbejdsbyrde med et lille barn.
Sundheds- og Ældreministeriet har bevilget 4.437.000 kr. til arbejdet med sårbare familier.
- Vi er meget glade for bevillingen. Den betyder, at vi nu kan igangsætte det vigtige og ambitiøse projekt. Projektet skal fremme både den fysiske og psykiske udvikling hos børn i sårbare familier, og det sker via en tidlig og systematisk forebyggende indsats. Indsatsen kommer i første omgang til at løbe frem til 2021, siger Børn og Unge-chef Søren Aalund.
Han forklarer, at den tidlige indsats mindsker behovet for mere indgribende specialindsatser. Det er både en gevinst for familiernes dagligdag og for kommunens økonomi.
En fælles dialogmodel på tværs af hele børne-området skal styrke samarbejdet mellem pædagoger, sundhedsplejersker, psykologer og socialrådgivere og gøre det nemmere at opspore familier og give tidlig støtte, hvis et barn viser tegn på social tilbagetrækning.
Projektet 'Godt på vej sammen med forældrene' indgår i den kommende forebyggelses- og familiestrategi, som byrådet allerede med budgetforliget for 2018 årligt har øremærket 2,5 mio. kr. til realiseringen af.
Sundheds- og Ældreministeriet har bevilget 76.1 mio. kr. fordelt på 17 kommuner til at styrke sundhedsplejens opsporende indsats.
Ministeriet modtog 36 ansøgninger fra kommunerne, og der blev i alt søgt om støtte for knap 252 mio. kr.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.