AALBORG: Langt mindre fravær og bedre karakterer. Det er resultaterne af et forsøg i Aalborg Kommune, hvor socialrådgivere i to skoleår har været tilknyttet fem skoler.
Forsøget har været så stor en succes, at kommunen nu gør ordningen permanent. Det er en god idé, mener Jette Hansen, skoleleder på Herningvejen Skole, som er en af de fem skoler.
- Jeg tror, de er meget bedre uddannet, end vi er, til at tage det, man kalder 'den svære samtale'. De er ikke så berøringsangst, så de tør spørge ind, siger hun til DR Nordjylland.
- Jeg tror også, det betyder meget, at de er på skolen, selvom det ikke er hver dag. Hvis man står i en situation, hvor man har brug for hjælp, så mangler man overskud og ressourcer til at søge den hjælp, så der betyder det meget, at de er lettilgængelige, siger Jette Hansen.
De kan noget andet
Evalueringen af projektet viser, at antallet af indstillinger til pædagogisk psykologisk rådgivning og elevfraværet er faldet på de fem skoler, som har haft besøg af socialrådgiverne.
Derfor har Aalborg Kommune altså besluttet at videreføre projektet, fortæller rådmand i skoleforvaltningen, Tina French (V).
- Socialrådgiverne har en anden faglighed og kan nogle andre ting, end lærere og pædagoger kan, siger hun.
- De har blandt andet en stor viden om, hvordan man kan bidrage og hjælpe fra familiegrupperne, og de kan bedre gå ind og tage opgaven på en anden måde, for de står ikke med hele børnegruppen, som lærerne eller pædagogerne gør, siger Tina French.
Der koster en halv million kroner om året at gøre ordningen permanent.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.