TØNDER: I 2016 var der fejl i 13 ud af 20 sager hos Tønder Kommune. Det konstaterede Socialstyrelsens Task Force i sin tid. Taskforcen var hentet ind, fordi Tønder allerede i sommeren 2015 havde måttet indse, at fejl og mangler i sagsbehandlingen inden for børne- og ungeområdet skete alt for ofte.
De alvorlige fejl endte med at koste jobbet for fagchefen, ligesom direktøren for Børn & Skole, Kultur & Fritid trådte tilbage.
Og siden da har Tønder haft taskforcen med på råd for at forbedre sagsbehandlingen i forvaltningen. Taskforcen har nu netop afsluttet dets arbejde med en statusrapport, hvoraf det fremgår, at der er sket markante forbedringer på en række områder. Der er dog også områder, hvor sagsbehandlingen endnu ikke er kommet helt i mål.
- Vi skal blive bedre, når det handler om børnesamtaler, som er en samtale barnet skal tilbydes, når der sættes foranstaltninger i værk. Vi er stadig i en proces, hvor vi hele tiden kigger på, hvordan vi kan gøre tingene endnu bedre. Og fordi, at taskforcen nu har afsluttet sit arbejde, så betyder det ikke, at vi ikke stadig vil holde et stramt fokus på at yde en god sagsbehandling, siger direktør for Børn & Skole Henrik Schou og påpeger, at det ikke er sådan, at kommunens sagsbehandlere ikke snakker med børnene og de unge i dag.
Han hæfter sig dog ved, at det overordnede billede af sagsbehandlingen tydeligt viser, at Tønder Kommune er på rette vej og er kommet i mål på en række områder.
- Vi har nu et sikkerhedsnet under børnene, som fungerer, siger Henrik Schou.
Ud af rapporten kan man blandt andet læse, at:
- Der er blevet langt færre kritiske sager.
- Kommunen handler på samtlige underretninger, der kommer vedrørende bekymringer om børns trivsel.
- De lovpligtige børnefaglige undersøgelser bliver udført, og der er sket et kvalitetsløft i undersøgelserne.
- Journalføringen i sagerne er blevet betydeligt bedre.
- Der ligger aktuelle handleplaner for det enkelte barn/unge.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.