
På den ene side er der landet over stor mangel på uddannede voksne i dagtilbuddene. På den anden side får hundredvis af unge, kvalificerede ansøgere afslag, når de søger ind på den pædagogiske uddannelse, der foregår på sosu-skolerne.
Nye tal fra Danske Sosu-skoler, foreningen bag uddannelsesstederne, viser, at mens der sidste år samlet blev optaget 1.116 på uddannelsen til pædagogisk assistent, fik endnu flere - nemlig 1.231 - afslag på deres ansøgning til uddannelsens grundforløb.
Optaget af pædagogiske assistenter - der altså sammenlagt var 1.116 elever - er kvotebelagt, så den enkelte skole har et antal elever, de kan optage - efter aftale med kommunerne i skolens område. Men kvoterne kan godt overskrides.
- Kommunerne er velkomne til at ansætte flere elever eller indgå flere læringspladsaftaler end kvoten, hvis de vil ansætte dem allerede fra Grundforløb 2. Det er der intet, der forhindrer dem i, fortæller formand for Danske sosu-skoler, Lisbeth Nørgaard, til DK Nyt.
Hun nævner, at Esbjerg Kommune netop har kontaktet skolen i Esbjerg for at få flere pædagogiske assistent-elevaftaler.
- Flere kommuner er ved at få øjnene op for den mulighed, som en del efterhånden bruger, når det gælder sosu-elever. I stedet for SU får eleverne så løn fra kommunen i en del af uddannelsen, og kommunen bliver refunderet fra staten, så det ikke koster ret meget. Hvis kommunerne ønsker at ansætte flere elever, så er skolerne klar til dem.
Et luksusproblem, der ikke er råd til
Formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen kalder situationen absurd:
- Kommunerne hungrer efter kvalificeret arbejdskraft til dagtilbudsområdet. Behovet vokser på grund af et stigende børnetal og minimumsnormeringer. Imens står vi med hundredvis af unge mennesker, som brænder for at tage den pædagogiske assistent-uddannelse. Og så bliver de afvist. Det er simpelthen et luksusproblem, vi ikke har råd til at have.
Han peger på, at frem mod 2024 indføres minimumsnormeringer med mindst en voksen til tre vuggestue- eller seks børnehavebørn. Samlet vil der derfor være behov for 14.000 flere voksne. Langt de fleste skal endda have en pædagogisk uddannelse, for ambitionen i lov om minimumsnormeringer er, at mindst 85 procent af personalet skal være pædagogisk uddannet.
- Der må ikke komme længere mellem ansatte med en pædagogisk uddannelse. Derfor kan den enkelte kommune ikke løse personalemanglen ved at ansætte en masse ikke-uddannede, siger Kim Henriksen, som derfor finder det helt oplagt at lukke flere ind på uddannelsen til pædagogisk assistent.
At øge optaget på skolerne generelt vil kræve en opnormering af, hvor mange uddannelsespladser kommunerne har pligt til at skaffe ifølge den såkaldte dimensioneringsaftale, man normalt indgår mellem fagbevægelse, stat og KL.
Uddannelsen til pædagogisk assistent er en erhvervsuddannelse, der er normeret til tre år og to en halv måned. I dag er omkring 9 procent af de ansatte i dagtilbud pædagogiske assistenter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.