VEJLE: Mange sosuelever fuldfører ikke deres uddannelsesforløb. Derfor arbejder Vejle Kommune og Social- og Sundhedsskolen på at gøre uddannelsen bedre gennem mere praksisnær undervisning, blandt andet ved at sende underviserne i praktik, oplyser kommunen.
- Det er både ærgerligt for eleven, skolen og os som arbejdsgiver, at alt for mange sosuelever falder fra uddannelsen. Vi kommer i den grad til at mangle arbejdskraft på området på grund af det stigende antal ældre, så vi har brug for, at flere gennemfører uddannelsen. Vi skal derfor have skabt interesse for området, øget optaget på sundhedsuddannelsen og sikret os, at flere gennemfører, siger Helle Brinch, seniorchef i Vejle Kommune.
- Målet er, at skolens undervisere bedre kan støtte op om det, der sker i praktikken, når de har en bedre indsigt. Det kan være et svært skridt for de unge at komme ud og møde praksis. Jo mere vi kan forberede dem på den virkelighed, som venter dem, des bedre, siger Helle Brinch.
Lærer - ikke sygeplejerske
En af de undervisere, som har takket ja til invitationen, er Trine Holm. Hun underviser i dansk, sundhed og kommunikation på Social- og Sundhedsskolen Vejle-Fredericia-Horsens.
- Jeg ser det som en mulighed for nemmere at relatere den teoretiske undervisning til den praksisnære drift, når jeg selv har været der. Jeg er uddannet lærer, ikke sygeplejerske, så jeg håber, at praktikken vil give mig et bedre erfaringsgrundlag, siger Trine Holm.
I to dage skifter hun kateder og undervisningslokale ud med Plejecenter Sofiegården i Vejle og et hjemmeplejedistrikt i Vejle nord, hvor hun skal følge og se, hvordan sosuerne arbejder. Og hun har allerede spørgsmålene klar:
- Jeg er fx nysgerrig på, hvordan assistenterne dokumenterer i praksis. Og hvordan dokumentarer man fx, hvis man er ordblind? Hvilke hjælpemidler stilles til rådighed?
Samtidig glæder Trine Holm sig også til at opleve samarbejdet og kommunikationen med borgerne, og hun håber, at samtalerne med medarbejderne kan hjælpe hende til at målrette undervisningen, eksempelvis planlægger hun på baggrund af opholdet at lave praksisnære dokumentations- og kommunikationsøvelser til eleverne.
Tilbuddet om praktik er frivilligt, men Vejle Kommune og sosuskolen håber, at flere undervisere vil tage imod tilbuddet om at få virkeligheden bedre ind under huden.
I december 2018 udgav regeringen en kortlægning af rekrutteringsproblemerne, og her nævnes blandt andet:
- At tilgangen af elever til sosuuddannelsernes hovedforløb er faldet markant. Antallet af elever, der begynder, er faldet fra 10.068 i 2014 til 5.871 i 2017. Altså et fald på 42 pct.
- At skolerne oplever, at sundhedsområdet har et negativt image, der påvirker rekrutteringen.
- At skolerne oplever en stor frafaldsrisiko. 14 pct. af eleverne stopper i løbet af de første tre måneder.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.