
SKANDERBORG: De 43 elever med særlige behov, der går på specialskolen Hørningskolen har flyttet sig både fagligt og personligt de sidste par år. Arbejdet med børnene bygger på tankerne bag Visible Learning og har ført til, at skolen er blevet udnævnt til 'Visible Learning Partner School' som den første skole i Europa, oplyser Skanderborg Kommune.
Visible Learning udspringer af den new zealandske professor John Hatties forskning i, hvad der bedst understøtter børns læring, og forskningsresultaterne benyttes på skoler over hele verden.
Hørningskolen får anerkendelsen for sin evne til at tilpasse John Hatties forskning til den daglige undervisning, og resultaterne er mærkbare.
- Vi tester ikke vores elever, men vi observerer dem løbende ud fra en bestemt metodik, og vi kan se, at de flytter sig hurtigere fagligt, og at trivslen i øvrigt også er øget, fordi børnene kan følge deres egen læring. Vi har oplevet, at det har givet virkeligt god mening at arbejde med Hatties principper. De supplerer på flere måder det arbejde, som vi har lavet gennem mange år på skolen, fortæller skoleleder Anne Kjeld Pedersen.
Hele skolen er med
Synlig læring bruges i dag overalt på Hørningskolen. Alle lærere og pædagoger kender tankegangen og har været med til at omsætte forskningsresultaterne til konkrete værktøjer, der kan bruges meningsfuldt i dagligdagen.
Et af de tydelige tegn på synlig læring er en særlig tavle i hvert klasseværelse, hvor den enkelte elev kan se egne individuelle mål for sin læring. Tavlen er et vigtigt omdrejningspunkt for den fælles snak om læring mellem lærer og elev.
- Vi aftaler sammen med eleven, hvad der skal til for, at han eller hun har lært det nye. Og vi taler om, hvordan det går med målet hver eneste uge. Tavlen er ret enkel, vi bruger farverne rød-gul-grøn: Grøn om det, som eleven allerede har lært og kun behøver at træne fremover. Gul om det, som eleven lige nu er i gang med at lære. Rød om det, som først skal læres i fremtiden - det, der er for svært lige nu, fortæller Anne Kjeld Pedersen.
De mål, lærerne sætter sammen med eleverne på tavlerne, kan både være faglige og sociale. Men de kan også handle om praktiske og personlige færdigheder.
Hørningskolen er indstillet til certificering af Skanderborg Kommunes samarbejdspartner Challenging Learning. Præmieringen er foretaget af professor John Hattie.
Hørningskolen er en kommunal specialskole i Skanderborg Kommune. Eleverne har mange forskellige diagnoser, men fælles for dem er, at de er udviklingshæmmede i let til svær grad
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.