
På fodboldbanen er alle lige - uanset socialklasse, niveau i skolen og forældrenes job. Det er det, som Danmarks Idrætsforbund DIF's initiativ Get2Sport er med til at støtte.
Initiativet hjælper børn og unge fra socialt udsatte boligområder med at blive en del af det danske foreningsliv og holde dem væk fra gadehjørnerne og ude af kriminalitet. Men fra næste år kan virkeligheden blive en anden for idrætsorganisationer i de 27 kommuner og 54 socialt udsatte boligområder, hvor Get2Sport er til stede.
DIF er hvert år frem til 2024 sikret 6,5 millioner kroner i satspuljemidler på finansloven. I 2022 er der også seks millioner fra private fonde. Men fondspengene tørrer ud ved årsskiftet. Derfor havde DIF foreslået regeringen, at den årlige statsstøtte blev trappet op over en årrække.
Men det er ikke kommet med i regeringens finanslovsforslag. Hvis pengene ikke kommer, betyder det, at DIF må neddrosle deres indsats i de udsatte boligområder. Måske bliver den helt halveret.
Kan have effekt
Fra DIF’s side oplever man, at dialogen med regeringen om den ekstra finansiering har været konstruktiv. Derfor har det overrasket foreningen, at der ikke kom flere penge med i finanslovsforslaget.
- De ved godt med selvsyn, hvad det her har betydet. Jeg vil også skyde på, at der vil være en række kommuner, der indgår i samarbejdet, som vil være skuffede, hvis nogle af de her initiativer kommer ned på lavt blus eller helt bliver nedlagt, siger Morten Mølholm Hansen, direktør i Danmarks Idrætsforbund.
Get2Sport kan ifølge Det Kriminalpræventive Råd have en effekt i forhold til at holde børn og unge ude af kriminalitet.
- Det at gå ind og arbejde stabilt og langvarigt med børn og unges liv - deres skoleliv, deres familieliv og deres fritidsliv - det kan være med til at styrke deres beskyttende faktorer - og dermed også svække betydningen af deres risikofaktorer, siger Hans Peter de Place, specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger i et skriftligt svar, at han ser Get2Sport som en vigtig bidragsyder på integrationsområdet, og at han derfor er glad for, at der fortsat er en bevilling på 6,5 millioner kroner årligt til initiativet.
Ministeren forholder sig i sit svar ikke til, at DIF havde håbet, at staten ville træde til og lappe hullet på 6 millioner, når pengene fra de private fonde falder bort.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.