
Endnu engang må man konstatere, at lønmodtagerbeskæftigelsen stiger – og det har den faktisk gjort lige siden 2013, men der mangler stadig lidt under 40.000 jobs sammenlignet med situationen i foråret 2008.
Der var 2.400 flere lønmodtagere i marts end i februar. Det svarer til en stigning på 0,1 pct. I marts havde 2.682.800 personer et lønmodtagerjob. Der er dermed 141.500 flere lønmodtagere end i foråret 2013, hvor lønmodtagerbeskæftigelsen begyndte at stige. Dog er der 39.600 færre, end da lønmodtagerbeskæftigelsen toppede i marts 2008.
Selvom der ikke er en direkte sammenhæng mellem beskæftigelsen og arbejdsløsheden, så kan man se et fald i arbejdsløsheden.
Ledigheden er faldet med 8.000 personer fra fjerde kvartal 2016 til første kvartal 2017, således at 183.000 15-64-årige var ledige i årets 1. kvartal. Dermed var ledigheden på samme niveau som i 1. halvdel af 2015. Ledighedsprocenten angiver de lediges andel af arbejdsstyrken, og den var i 1. kvartal 2017 på 6,3 pct.
Ledigheden var højest for de helt unge på 15-24 år med en ledighedsprocent på 12, hvilket var næsten tre gange så stor en andel som for de 45-54-årige.
Mænd har også en lidt større risiko for ledighed end kvinderne. Mændenes ledighed var i 1. kvartal 2017 på 6,8 pct., men den var på 6,5 pct. for kvindernes vedkommende.
Færre børn oplever skilsmisse
Antallet af splittede børnefamilier er heldigvis for nedadgående. Dermed er en længerevarende udvikling blevet vendt – eller i hvert til fælde bremset op.
22.255 børn under 17 år oplevede sidste år, at deres forældre flyttede fra hinanden. Det er 4.750 færre børn - eller 18 pct. færre - end i 2012. Det samlede antal børn, der boede med begge forældre i starten af året, faldt i samme periode med knap 3 pct. Andelen af børn, der boede med begge forældre i starten af året, men kun med den ene i slutningen af året, faldt fra 3,4 pct. i 2012 til 2,9 pct. i 2016.
Andelen af hjemmeboende 16-årige med to levende forældre, der bor med begge forældre, har været faldende stort set konstant fra 1980 til 2015, hvor 63,2 pct. boede med begge forældre. Siden 2015 er denne andel steget til 63,8 pct., som er samme andel som i 2013. I aldersgrupperne fra 2 til 11 år bor en større andel af børn med begge forældre end for ti år siden.
Alle har en mening om kulturstøtte – men de er sjældent sammenfaldende. Tilbage står, at de statslige udgifter til dette formål er relativt beskedne, og de er tilmed stagnerende.
I 2016 udbetalte Kulturministeriet 8,3 mia. kr. til kulturelle formål, hvilket svarer til 1,1 pct. af de samlede statslige driftsudgifter. Beløbet og fordelingen af pengene var på niveau med de foregående år. 16 pct. af udbetalingerne gik til kulturemnet scenekunst, mens idræt (12 pct.), museer (11 pct.), musik og biblioteker (begge 9 pct.) indtog de efterfølgende pladser. Til sammenligning brugte kommunerne 10,5 mia. kr. til kultur i 2016. Heraf gik 38 pct. til idræt og 26 pct. til biblioteker.
Danmark skal i fremtiden leve af sin viden. Det er derfor positivt at se, at de offentlige forskningsudgifter forventes at få lille løft. De samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) er i 2017 budgetteret til 21,2 mia. kr. og forventes at udgøre 1,01 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). I forhold til 2016 stiger det offentlige forskningsbudget med 0,2 mia. kr. eller 1,0 pct. i faste priser.
Stigningen i forskningsbudgettet skal dog ses i lyset af, at det kommer efter et stort fald på 7,0 pct. fra 2015 til 2016, og forskningsbudgettet er derfor kun på niveau med budgettet for 2012.
Uddannelsessnobberi?
Det er tilsyneladende ikke populært at blive håndværker blandt storbyens unge. For ingen gider åbenbart at blive blikkenslager eller et andet respekteret håndværk i byerne. Det ser heldigvis lidt bedre ud på landet. Uddannelsessnobberi ligger åbenbart bedst for storbyens unge – eller er det forældrene, der presser på?
Alle de store bykommuner ligger under landsgennemsnittet, når man ser på andelen af unge, der enten har gennemført eller er i gang med en erhvervsuddannelse, fem år efter de har forladt grundskolen. I 2016 havde København en andel på 15 pct., Aarhus 16 pct., Odense 19 pct. og Aalborg 21 pct. Aalborg ligger dog tæt på landsgennemsnittet på 22 pct., men kommunen har den laveste andel i Region Nordjylland, hvor gennemsnittet er 26 pct.
Det er således især børn, som vokser op i kommuner i tyndt befolkede områder, der vælger at tage en erhvervsfaglig uddannelse. Mere end hver tredje af de unge i Norddjurs og Kerteminde Kommune er i gang med eller har gennemført en erhvervsfaglig uddannelse fem år efter grundskolen. Til sammenligning er det mindre end hver tiende i Gentofte, Rudersdal og Lyngby-Tårbæk.
Inflationen i Danmark er let stigende, men holder sig dog noget under EU-niveauet.
Inflationen steg i april til 1,0 pct. fra 0,9 pct. i marts. I EU steg inflationen med 2,0 pct. i april mod 1,6 pct. i marts. Forskellen mellem inflationen i EU og Danmark er steget fra 0,7 pct. point i sidste måned til 1,0 pct. point i denne måned. Dette skyldes især, at prisstigninger på elektricitet og flybilletter trækker inflationen mere op i EU end i Danmark.
Inflationen i Europa var i april højest i Estland med 3,6 pct. Inflationen var lavest i Island med minus 0,9 pct. og i Rumænien med 0,6 pct.
Preben Etwil, Chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Udvalgt og kommenteret for 'egen regning'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.