VEJLE: Da Tide Bus og U-Move, der har hjemme i henholdsvis Kolding og Vejle, henvendte sig på deres lokale jobcenter med et ønske om at rekruttere et større antal chauffører, kunne de benytte sig af, at syv kommuners jobcentre arbejder sammen, oplyser Vejle Kommune.
Jobcentrene i Fredericia, Vejen, Haderslev, Middelfart, Billund, Kolding og Vejle kommuner har nemlig et formelt samarbejde 'Job7.dk', hvor de i fællesskab kan tilbyde virksomheder arbejdskraft og målrettet uddannelse.
Ledige fra fem af de syv kommuner kom på et skræddersyet uddannelsesforløb, som både foregik ude i virksomhederne og på skolebænken.
Af de 19 ledige, som startede på uddannelsen, har 18 i dag fast arbejde, og det viser, at samarbejdet mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner, ledige og kommuner fungerer efter hensigten, forklarer Christoffer Melson (V), som er formand for Vejle Kommunes arbejdsmarkedsudvalg og også peger på, at det er afgørende, at virksomhederne også selv vil engagere sig i opgaven med at uddanne de ledige.
Et nyt hold med ledige fra alle syv kommuner starter uddannelsesforløbet i begyndelsen af september, og de vil blive færdige efter et par måneder. Hvis evalueringen af de to første hold er tilfredsstillende, og hvis virksomhederne stadig har behov for chauffører, er der gode chancer for, at der vil blive oprettet flere hold i 2017.
Job7.dk blev tidligere kaldt for 7-kommunesamarbejdet.
Tidligere har de syv kommuner bl.a. opnået gode resultater med et fælles uddannelsesforløb for CNC-operatører.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.