
HOVEDSTADEN: De syge venter og venter på at komme igennem på telefonen, og en medvirkende årsag er, at mange af de ansatte selv bliver syge af at hjælpe de syge, så der mangler folk til at håndtere de tusindvis af opkald. Det skriver Berlingske fredag.
Det er realiteterne for den omstridte 1813-akutordning i Region Hovedstaden, der på tredje år fortsat har problemer med meget lange ventetider for akut syge, som har brug for hjælp og rådgivning fra sygeplejersker og læger til at håndtere deres sygdom.
Ifølge et notat til politikerne i forretningsudvalget var det i april kun hver tredje, som kom igennem til en medarbejder på 1813, inden for de tre minutter, som er den politiske målsætning. 70 pct. kom igennem inden for ti minutter, hvilket ligeledes er langt fra servicemålet, som siger, at alle opkald skal være besvaret inden for dén tidsfrist. De, der ventede længst, ventede næsten én time.
Ordningen har aldrig været i nærheden af at leve op til målsætningerne, og notatet peger på, det blandt andet skyldes et tårnhøjt sygefravær blandt de sygeplejersker og læger, som arbejder i 1813-ordningen.
Blandt sygeplejerskerne har det månedlige sygefravær således i en periode ligget på mellem ni og 12 pct. – det dobbelte af målsætningen i regionen.
- Det er bekymrende. Man bør jo ikke blive syg af at gå på arbejde, og et højt fravær går også ud over dem, der møder op. Derfor er der god grund til at få set på arbejdsmiljøet på 1813, siger formanden for sygeplejerskerne i hovedstadsregionen, Vibeke Westh til Berlingske.
Det høje sygefravær kommer, efter at 1813-ordningen længe har haft svært ved at få ansat især det fornødne antal sygeplejersker til at tage imod de 70.000-80.000 opkald fra akut syge borgere, som 1813 håndterer hver måned.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.