dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Nu går alle regioner i gang:
Tæt fokus på ældre med hoftebrud betød halvt så mange dødsfald inden 30 dage

Regioner og kommuner vil udbrede indsats fra Sygehus Lillebælt, der nedbringer dødelighed og genindlæggelser.
21. NOV 2023 14.45

SYDDANMARK: En af sundhedsvæsenets mest sårbare patientgrupper er ældre mennesker, som brækker hoften. For denne patientgruppe er risikoen for genindlæggelse eller i værste fald død betydeligt forhøjet. 

Men en systematisk opfølgning i kommunerne efter aftalte retningslinjer og i et tæt samarbejde med sygehuset i dagene efter udskrivelse har vist sig at have markant effekt med en halvering af både 30-dages dødeligheden og genindlæggelsesfrekvensen, oplyser Danske Regioner.

Det viser erfaringerne fra projektet ’Kom Trygt Hjem’, som er en indsats målrettet patienter, der udskrives til plejehjem udviklet af Sygehus Lillebælt i samarbejde med Kolding og Fredericia kommuner. 

I lyset af de gode resultater har Danske Regioners bestyrelse besluttet, at alle regioner vil arbejde for at udbrede ”Kom Trygt Hjem” i tæt samarbejde med kommunerne. Region Syddanmark er allerede i dialog med kommunerne i regionen, og nu følger de øvrige fire regioner trop. 

Udover de flotte fald i genindlæggelser og dødelighed har ’Kom Trygt Hjem’-initiativet også positiv effekt på patienternes livskvalitet. Det skyldes, at patienterne undgår genindlæggelse, er bedre smertedækket, og at der er styr på væskebalancen. Desuden oplever patienterne en tættere kontakt til plejepersonalet i kommunerne. 


Projektet 'Kom Trygt Hjem' er udviklet og afprøvet på Ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus Lillebælt, Kolding i samarbejde med Fredericia og Kolding Kommune

Indsatserne i Kom Trygt Hjem består af:

  • Et udvidet behandlingsansvar for sygehuset i 14 dage efterudskrivelsen, og varetagelse af behandlingen af patienten i samarbejde med sygeplejersken fra den kommunale akutfunktion.
  • En systematisk opfølgning fra   kommunen i de første seks dage efter udskrivelse samt et afsluttende besøg fra den kommunale akutfunktion efter 14 dage.
  • Der er gennemført en forskningsevaluering af projektet i perioden 2018-22. Den viste en reduktion i genindlæggelser fra 30 til 14 pct. og en reduktion i dødelighed fra 13 til 6 pct.
  • Erfaringerne fra ’Kom Trygt Hjem’ peger bl.a. også på, at indsatsen har styrket samarbejdsrelationerne på tværs af sektorer og øget kompetenceudviklingen af det kommunale personale.
  • Projektet er nu ved at blive afprøvet på andre målgrupper på Sygehus Lillebælt og i Kolding kommune. Det gælder fx for patienter, der udskrives til eget hjem.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.