
LANGELAND: Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), truede i en telefonsamtale daværende centerleder Hanne Sommer på det nu lukkede Børnecenter Tullebølle. Det fremgår af et telefonnotat fra 2. august, som Radio24syv er kommet i besiddelse af. Efterfølgende brød Hanne Sommer grædende sammen på gulvet, blev sygemeldt og måtte køres hjem af en kollega.
I samtalen pålægger borgmesteren Hanne Sommer at gå i pressen, fordi der er så mange problemer på Børnecenter Tullebølle. Det ønsker Hanne Sommer ikke, da det er aftalen, at det er kommunens daværende asyldirektør Sisi Eibye, der udtaler sig til pressen. Men det svar er borgmesteren langt fra tilfreds med.
'Borgmesteren siger, at det er jeg nødt til, og det skal jeg! Han siger meget højt, at han pålægger mig det! Og hvis ikke jeg gør det, får jeg at se, hvilke konsekvenser, det vil få for mig,' står der i telefonnotatet, som er underskrevet af Hanne Sommer.
Vred og ophidset
Ifølge Radio24syvs oplysninger er notatet indsendt til ledelsen på asylområdet og til kommunens personaleafdeling. Notatet er dateret til 2. august 2016 klokken 14.39. Af notatet fremgår det, at borgmesteren hidser sig voldsomt op under samtalen.
'Borgmesteren lyder endnu mere vred/ophidset at høre til, og fortæller mig, at jeg er chef for centret! Og at Sisi (Eibye, daværende asyldirektør, red.) og Ulrik (Pihl, daværende driftschef, red.) ikke kan blive ved med at svare for mig! At det fanden rasme er ude hos mig, at det bliver ved med at komme fra, og at jeg er chef og ansvarlig!'
Efterfølgende bryder Hanne Sommer grædende sammen på gulvet i personalestuen og må køres hjem af kollega. Efterfølgende sygemelder hun sig, og vender ikke tilbage som leder af Børnecenter Tullebølle, der bliver lukket af Udlændingestyrelsen i slutning af oktober.
Professor: Jeg er forfærdet
Radio24syv har forelagt telefonnotatet for professor ved institut for økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet Anders Drejer.
- Jeg er forfærdet over den tone, som borgmesteren tilsyneladende bruger over for lederen. Han rækker dybt ned i maskinrummet og prøver at tvinge personen til noget, som hun åbenlyst ikke har lyst til. Og det har så voldsomme konsekvenser for den her person, siger Anders Drejer.
- Det skal han simpelthen ikke blande sig i. Det har han en direktør til. Det her er et initiativ, som han selv tager for ikke at få ørene i maskinen. Det er ikke hans opgave, og han bryder simpelthen med god forvaltningsskik. Det er rystende, siger Anders Drejer til Radio24syv.
DF vil drøfte konsekvenser
Hos Dansk Folkeparti på Langeland er kommunalbestyrelsesmedlem Kim Welcher ligeledes rystet over indholdet af telefonnotatet og Hanne Sommers opfattelse af borgmesterens opførsel.
- Jeg vil tage kontakt til de folk, jeg har i baglandet, og spørge, hvilke konsekvenser det skal have. Det står soleklart, at vi ikke kan have en politisk leder, der angiveligt opfører sig sådan her over for medarbejdere i kommunen. Det er helt og aldeles uacceptabelt, siger Kim Welcher (DF) til Radio24syv.
- Bjarne Nielsen er i den grad ikke sin opgave voksen som borgmester for Langeland Kommune. For hvis han har gjort det her, hvor har han så ellers gjort det, spørger Kim Welcher.
Kan ikke huske hård tone
Borgmester Bjarne Nielsen (V) mener ikke, det er rigtigt, at samtalen var så hård, som telefonnotatet viser. Dog erkender han, at han som borgmester pålagde daværende centerleder på Børnecenter Tullebølle at udtale sig til pressen, fordi asyldirektøren og driftschefen var på ferie.
- Det er korrekt, at jeg pålægger hende at gå i fjernsynet og svare på spørgsmål. Men at det skulle være ført i en tone, hvor der blev bandet og svovlet, kan jeg ikke huske, siger Bjarne Nielsen (V) til Radio24syv.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.