Tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, der er blevet udsat for overgreb og mangelfuld omsorg, får en officiel undskyldning fra regeringen 11. september på Comwell Bygholm Park i udkanten af Horsens. Det skriver Social-, Bolig og Ældreministeriet fredag i en pressemeddelelse.
Undskyldningen kommer på baggrund af en historisk udredning fra april 2022. Den viste, at der var begået en lang række overgreb på anbragte borgere i særforsorgen mellem 1933 og 1980.
- De tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen har ventet længe på en undskyldning, som jeg er glad for endelig at kunne give på regeringens vegne, siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i en pressemeddelelse.
Undskyldningen skulle have været givet 8. maj på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, men den blev udsat på grund af stor interesse for arrangementet, meddelte ministeriet i april.
Baggrunden
Omkring 27.500 personer var anbragt i perioden fra 1933 til 1980, men det er uvist, præcis hvor mange af dem der stadig lever.
Tilbage i september 2022 oplyste daværende social- og ældreminister Astrid Krag (S), at en undskyldning var på vej.
Men siden kom et folketingsvalg, og i marts i år meddelte den nye SVM-regering, at den holder fast i planerne om en officiel undskyldning, som den tidligere S-regering tog skridt til.
Særforsorgen, der før i tiden blev kaldt åndssvageforsorgen, havde ansvar for borgere, som dengang blev betegnet som åndssvage. Det kunne være personer med en intelligenskvotient under 75, døve, blinde, fysisk handicappede, talehæmmede eller epileptikere.
De overgreb, som de anbragte blev udsat for, omfatter vold, seksuelle overgreb og unødig brug af magt som fiksering eller indespærring.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.