NYBORG: I går kunne vi oplyse, hvordan en Facebook-kommentar - 'Brænd lortet ned' - i en debattråd om flygtningepavilloner i Greve ved Retten i Odense betød 14 dages betinget fængsel til manden bag ytringen.
Anklageren havde krævet 60 dages ubetinget fængsel, og retten beskrev opfordringen som en alvorlig forbrydelse, men straffen blev udmålet, efter at forsættet ikke forekom særlig stærkt. I retten forklarede DF'eren, at kommentaren ikke skulle opfattes bogstaveligt, og at han aldrig havde haft til hensigt at brænde noget ned.
Dermed lægger dommen fra Odense sig i kølvandet på to andre sager om trusler på sociale medier med tilknytning til politiske forhold og politikere.
En 54-årig mand fra Løgstør blev i oktober ved Retten i Aalborg frikendt for at true det samlede byråd i Nyborg med at brænde deres huse ned. Manden forklarede, at nok han havde skrevet en Facebook-besked, hvor ordene 'brænd medlemmernes huse ned' indgik. Men han havde ikke haft til hensigt at opfordre andre til rent faktisk at gøre det eller at virke truende.
I sin helhed lød den pågældende ytring således: 'Brænd byråds medlemmernes huse ned. Ps. Det burde man gøre , men det gør man selvfølgelig ikke ( endnu ) Den selvfede elite stopper ikke før at alle jøderne er fordrevet og alle Danskerne er blivet til slaver. FRIHEDSKAMPEN ER BEGYNDT.'
Kom igen om et år
Senere i oktober dømte Retten i Helsingør en 37-årig mand 60 dages betinget fængsel for på en Facebook-side tilhørende gruppen 'Stop Islamiseringen af Danmark' at skrive: 'Kan de ik også lige skyde alle inde på Christiansborg... De er da for syge i hovedet...smid en fucking bombe'.
I sagen fra Odense er den dømte ifølge Fyens Stiftstidende Finn Hou Kastrupsen, der indtil tirsdag var medlem af den lokale bestyrelse for DF i Nyborg. Avisen beskriver, hvordan DF's lokalformand Ulrik Pedersen fra Nyborg kort efter dommen gik afsides med sin telefon og derefter havde en kort snak med den dømte. Derefter kom meddelsen om, at Finn Hou Kastrupsen havde valgt at melde sig ud af DF.
Ulrik Pedersen siger til avisen, at udmeldelsen var 'det rigtige for partiet', og at 'når prøveperioden på et år er overstået, skal han være mere end velkommen tilbage'. Partisekretær i DF, Poul Lindholm Nielsen, synes også, det er en 'god beslutning af hensyn til partiet og afviser ikke, han kan blive medlem igen, når prøvetiden på et år er gået.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.