Antallet af tjenestemænd i stat, kommuner og regioner er næsten halveret på otte år, skriver Avisen.dk.
I kommunerne og regionerne var der 13.915 tjenestemandsansatte i november 2016 mod 44.882 i november 2007. Og i staten drejer det sig om 30.876 årsvæk i 2016, mens der i 2008 var 40.375 årsværk som tjenestemandsansat.
Det viser tal fra Kommunerne- og Regionernes løndatakontor samt Finansministeriets forhandlingsdatabase, som Avisen.dk har indhentet.
Ansættelsesformen er på vej til at uddø, forklarer Dorthe Pedersen arbejdsmarkeds-forsker ved Copenhagen Business School, som har forsket i løndannelse og 'den danske model'.
- Men det vil være forskelligt fra område til område, hvor hurtigt de uddør. Tallene viser jo også, at der fortsat er flest statslige tjenestemænd, som jo var her, at de klassiske tjenestemænd blev ansat, siger Dorthe Pedersen.
Tjenestemænd er i øjeblikket i fokus på grund den økonomiske krise i PostNord, der gik ud af 2016 med et massivt milliardunderskud. PostNord har derfor varslet, at der skal skæres 1000 medarbejdere om året de kommende år.
3.200 af medarbejderne er ansat på vilkår som en tjenestemand, der bandt andet giver ret til tre års løn, hvis de bliver fyret. Det er med til at presse PostNord på økonomien.
Livslang loyalitet
- Dengang man ansatte folk i tjenestemandsordninger kunne man slet ikke forestille sig den teknologiske udvikling, der har gjort, at man fx ikke har brug for det klassiske postvæsen mere, siger Dorthe Pedersen og uddyber:
- Vi har fået det bevægelige arbejdsmarked og de bevægelige kompetencer, så vi ansætter ud fra specifikke jobfunktioner og ikke almene ansættelser. Samtidig er tjenestemænd er dyre at skille sig af med, og det udfordrer flere arbejdsgivere.
Den første samlede tjenestemandslov, der regulerer løn- og ansættelsesforhold kom tilbage i 1919. Indtil 1960'erne var det den mest almindelige ansættelsesform i det offentlige, og indtil 1993 blev for eksempel langt de fleste skolelærere ansat som tjenestemænd. I staten drejer det sig udover lærere og ansatte i postvæsenet især om præster, jernbanefolk, politifolk og ansatte i forsvaret.
- Tjenestemandsansættelsen byggede på en livslang troskabs- og loyalitetspligt. Man skulle sørge for, at embedsmanden ikke havde egennyttige interesser mod staten, og så skulle man sikre statens sikkerhed, herunder udlevering af post, som jo i gamle dage var livsvigtig infrastruktur på linje med jernbanen, siger Dorthe Pedersen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.