HADERSLEV / HOLSTEBRO / ODENSE: Tryggere borgere og et højnet niveau i udredningen og den socialfaglige indsats. Det er nogle af resultaterne af et projekt, der haft fokus på at styrke samarbejdet mellem væresteder og kommuner gennem blandt andet fremskudt sagsbehandling. Det viser en KORA-evaluering af en samarbejdsmodel, der har været afprøvet siden 2014 i Haderslev, Holstebro og Odense.
Værestederne er tætte på deres brugere og har gode forudsætninger for at fungere som brobyggere til kommunens øvrige tilbud. Det viser tidligere undersøgelser, og det har været baggrunden for projektet, der har haft fokus på at styrke værestedernes rolle i den sociale indsats.
Omdrejningspunktet har været udvikling og afprøvning af en samarbejdsmodel mellem kommunen og væresteder. Helt konkret er sagsbehandlerne rykket ud af de kommunale forvaltninger og ind på værestederne med fremskudt sagsbehandling, en fremskudt misbrugsindsats og en styrket ordning med støtte- og kontaktpersoner.
Nu foreligger en evaluering og konklusionen er lovende: Samarbejdsmodellen har ført til faglige og organisatoriske gevinster og bidraget til en bredere og bedre kontakt til socialt udsatte borgere.
Borgerne er generelt meget positive overfor de fremskudte indsatser på værestederne. Blandt andet føler de sig mere trygge og tilpasse i samtalerne med de kommunale medarbejdere, når møderne foregår på værestederne.
Færre udebliver
Særligt medarbejderne i misbrugsindsatsen og sagsbehandlerne oplever, at udredningen af borgerne og den faglige indsats er blevet forbedret. Placeringen af sagsbehandlerne og støtte-kontaktpersoner på værestederne giver en større nærhed til borgerne og bedre mulighed for at kunne komme i dybden med borgerens problemstillinger.
Kommunerne vurderer, at de nye indsatser til en vis grad erstatter hidtidige indsatser til målgruppen, og at en styrkelse af værestedernes rolle ikke vil gå væsentligt ud over de eksisterende økonomiske rammer på området.
En beregning viser desuden, at antallet af udeblivelser fra samtaler med sagsbehandler fra jobcentret falder markant fra 13 pct. til under 2 pct. udeblivelser. Det kan indikere, at modellen rummer besparende elementer.
Evalueringen er gennemført af KORA.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.