LOLLAND: Et partnerskab med navnet Familieringen, som er indgået mellem Lolland Kommune og Dansk Folkehjælp i 2018, viser positive resultater, fremgår det af en evaluering.
Blandt 24 udsatte familier, der i perioden 2018-2021 fast har benyttet sig af Familieringen, er der sket et fald i det samlede antal af kommunale foranstaltninger på 43 pct. Dermed er 18 ud af 42 foranstaltninger for børn i gruppen afsluttet i projektperioden.
Tilbuddet, der retter sig mod familier, som har en verserende børnesag ved kommunen, giver familierne mulighed for at komme i et fælleshus, hvor frivillige laver aktiviteter for og med familierne. Hensigten er at forbedre udsatte børn og forældres familieliv, styrke deres sociale netværk, give dem støtte og rådgivning.
Færre konflikter
Næsten halvdelen, 47 pct., mener, at tilbuddet i høj grad har været en hjælp i familiens hverdagsliv, og 27 pct. oplever, at de har færre konflikter i familien, efter de er begyndt i Familieringen.
Man kan ikke på baggrund af datagrundlaget konkludere, at det er familiernes brug af tilbuddet, der har været årsagen til den positive udvikling, men samtlige af de interviewede familier mener, at tilbuddet har haft en stor betydning for deres trivsel og familieliv, fremgår det af evalueringen.
Selvom flere forældre fortæller, at de til at begynde med primært kom i Familieringen for deres børn skyld, er de selv løbende blevet glade for at komme i huset, og 90 pct. af de familier, der har deltaget i evalueringen, føler, at Familieringen har været en hjælp i forhold til familiens netværk og sociale kontakt.
Ikke mindst under pandemien har tilknytningen til Familieringen vist sin styrke, idet langt størstedelen af familierne fastholdt kontakten til de øvrige familier under coronanedlukningen. Ellers er det især hjælp til fritidsaktiviteter, brugerne har fundet en støtte i hos Familieringen.
Familieringens hus er et aktivitets- og fælleshus, hvor man sammen med frivillige aktører tilbyder forskellige typer aktiviteter som:
- Rådgivnings- og vejledningstilbud, fx økonomisk rådgivning og sundhedsvejledning.
- Uddannelses- og virksomhedsaktiviteter, fx dagskole, lektiecafe, støtte til virksomhedsbesøg og praktik.
- Netværksskabende aktiviteter, fx cafédage, fælles aktiviteter og udflugter.
- Fritidsaktiviteter, fx sportsaktiviteter, kreativt værksted og friluftsliv.
- Initiativet er støttet af Velux Fonden og Ole Kirk's Fond.
Kilde: Dansk Folkehjælp
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.