dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Ufaglærte udgør mellem 8 og 41 pct. af de ansatte i ældreplejen

Brøndby har færrest ufaglærte, Fanø flest. De ufaglærte er typisk unge kvinder, ofte under uddannelse.

26,2 pct. af social- og sundhedspersonalet i ældreplejen var i 2022 ufaglærte, og andelen har været støt stigende de seneste år. Men der er store forskelle fra kommune til kommune.

Det viser en ny analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed.

Brøndby Kommune tegner sig for den laveste andel af ufaglærte, nemlig 8,2 pct. af de ansatte. Også i Fredericia, Vallensbæk, Vejle, Bornholm og Guldborgsund er under 15 pct. af de ansatte ufaglærte.

Omvendt er andelen højest på Fanø, nemlig 41 pct., og også i Roskilde, Aarhus, Skanderborg, Ikast-Brande, København, Gladsaxe og Greve er mere end hver tredje af de ansatte ufaglært.

De ufaglærte arbejder typisk færre timer om ugen end de uddannede. Hvis man omregner i fuldtidsansatte, er det ikke 26,2, men "kun" 17,3 pct. på landsplan, der er ufaglærte.

Omregnet til fuldtidspersoner er det stadig Brøndby, Fredericia, Vallensbæk og Vejle, der har færrest ufaglærte, mens Samsø, Læsø, Roskilde, Ikast-Brande og Fanø har flest.

Kun i fem kommuner var andelen af ufaglærte lavere i 2022 end fem år tidligere, nemlig i Egedal, Læsø, Samsø, Helsingør og Gribskov.

Yngre og under uddannelse

Analysen har også undersøgt, hvem de ufaglærte i ældreplejen er.

Sammenlignet med de faglærte sosuer er der forskelle: En større andel af de ufaglærte er mænd, gennemsnitsalderen hos de ufaglærte er markant lavere, en større andel har en anden herkomst end dansk, en markant større andel er under uddannelse, ligesom en langt større andel havde været ledige indenfor de seneste tre år.

Selv om andelen af mænd, ikke-etniske danskere og ledige er forholdsvis højere blandt de ufaglærte, er de stadig kun et mindretal:

Analysen opstiller tre typiske arketyper for de ufaglærte i ældreplejen. De tre arketyper ligner hinanden ved alle at være en kvinde, under 25 år, med dansk herkomst og uden at have været ledig indenfor de seneste tre år. Den eneste forskel på de tre typer er, om de er i gang med en uddannelse eller ej, og om de har en gymnasial uddannelse eller grundskolen som højeste uddannelsesniveau.

Disse tre arketyper udgør tilsammen 25 pct. af det ufaglærte social- og sundhedspersonale på det kommunale ældreområde.

Analysen viser også, at ufaglærte i ældreplejen typisk er ansat i kort tid. 57 pct. havde i 2022 været ansat i mindre end et år, mens kun 8 pct. havde været ansat i fire år eller mere.

Læs rapporten her

Se tal for de enkelte kommuner her.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.