Ti Venstre-medlemmer kaster sig i onsdagens udgave af Berlingske ud i et opgør med regeringens håndtering af flygtningekrisen. I et debatindlæg kritiserer de ti venstrefolk de omstridte annoncer, som blev indrykket i libanesiske aviser i sommer og debatten om beslaglæggelse af asylansøgeres værdier.
Merete Due Paarup er byrådsmedlem for Venstre i Kolding. Hun er én af de ti politikere, der har skrevet under på debatindlægget. Hun mener, at regeringens kontroversielle tiltag og hårde tone mod flygtninge ødelægger kommunernes arbejde med at integrere flygtninge.
- Det er lokalt, vi skal få tingene til at lykkes. Vi har en kæmpe integrationsudfordring, og det bliver ikke ligefrem nemmere med dem på Borgen, der har så barsk en tone, der spreder sig videre ud på nettet og i debatindlæg, siger hun til Ritzau.
Symbolpolitik
Hun går til angreb på en 'perlerække af symbolpolitik' fra sit parti.
- Hele miseren omkring vielsesringe var over stregen. Der er i det hele taget en perlerække af Venstres tiltag, der er ren symbolpolitik. Nu kan vi så se, de trækker nogle tiltag tilbage, og det håber jeg, vi kan være med til at sætte skub i.
Merete Due Paarup kan ikke genkende sit parti. Hun opfordrer partitoppen til at lytte til baglandet.
- Venstre har en for skarp politik på Borgen i øjeblikket. De har et stort bagland, der ikke er enige i den hårde retorik og politik, de fører. Det er vigtigt for mig at sige, at der også er et bagland, der har en anden nuance end den, toppen fører. Det er derfor, vi har skrevet den her kronik.
- Vi skal have en sund fornuft og ordentlig tone, det er sådan, man kan løse den her udfordring. Det er det, vi slår et slag for i indlægget. Venstre skal stå for ordentlighed, siger hun til Ritzau.
ka / Ritzau
Debatindlægget i Berlingske er skrevet af Leif Krarup, Grindsted, næstformand for V i Syddanmark. Per Paludan Hansen, formand for V Frederiksberg. Merete Due Paarup, byrådsmedlem Kolding. Thomas Bjerrum Rosenstand, kredsformand for V Esbjerg omegn. Christian Lund Jepsen, Esbjerg, fhv. MF. Tobias Jørgensen, byrådsmedlem Kolding. Karl-Åge Hornshøj Poulsen, byrådsmedlem Kalundborg. Nikolaj Lindholm, formand for V Christiansfeld. Anders G. Christensen, byrådsmedlem og tidligere borgmester Favrskov, og Inge Dorte Mandrup, formand for V Norddjurs.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.